Vi glemmer at tage tilløb til livets længste ferie

Vi glemmer at tage tilløb til livets længste ferie

Af Mette Skov Hansen og Freja Bech-Jessen

640x360-livets-ferie

Umiddelbart lyder det tillokkende at gå på pension – man kan nyde en vandretur i naturen eller en cykeltur langs vandet – men det færreste har prøvet at holde fri i 25 år, og døgnrytmen bliver anderledes, end man har været vant til. – Foto: Peter Noyce/Scanpix og Jeff Greenberg/Scanpix

At gå på pension forbindes med fritid og overskud, men kan for nogle medføre et eksistentielt tomrum og tab af mening. Det er på tide, at vi tager overgangen til den tredje livsfase alvorligt og forbereder os på den, siger fagfolk

”Hold da op, hvor er du heldig.”
”Så starter ferien.”
”Nu skal du bare rejse og nyde livet.”

Sådan lyder det ofte fra kollegerne, når en ældre ansat nærmer sig pensionen og den sidste dag på arbejdsmarkedet. Gennem tiden har vi udviklet en jargon, hvor pensionen bliver forbundet med at holde fri, og dette kan få konsekvenser for mange, den dag overgangen til pensionistlivet endelig kommer.

Det siger Poul-Erik Tindbæk, der er ph.d. i folkeoplysning fra Aarhus Universitet, foredragsholder og forfatter til bogen ”En tredje karriere – find din egen vej i en ny livsfase.”

Gennem flere år har han arbejdet med omstillingen fra arbejdsliv til pension, som ifølge ham er en af de mest afgørende overgange i livet.

”I de første 20 år af vores liv forbereder vi os på arbejdslivet, de næste årtier uddanner vi os og arbejder, og undervejs får vi måske partner og børn. Når vi så passerer de 60 år, kan vi sætte flueben ved alle vores mål. Men så opdager vi, at vi stadig har 20-25 år tilbage af livet, og hvad er vores mål med dem? Det overvejer meget få før pensionen,” siger han.

Som Kristeligt Dagblad tidligere har belyst, er mange danskere ifølge en ny undersøgelse glade for overgangen til pensionisttilværelsen, som de primært bruger på familie og fritidsinteresser. Men udenlandske undersøgelser viser, hvordan mange også finder overgangen udfordrende, siger Poul-Erik Tindbæk.

Han henviser til en amerikansk undersøgelse fra 2008, hvor 41 procent af de adspurgte pensionister så det at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som den sværeste forandring i livet i forhold til for eksempel at blive skilt eller se børnene flytte hjemmefra.

Derudover viste en engelsk undersøgelse i 2013, at det at gå pension uden nogen helbredsmæssige årsager øgede risikoen for depression med 40 procent og risikoen for at blive diagnosticeret med en psykisk lidelse med 60 procent.

”Problemet er, at vi fokuserer for meget på, hvad man får som pensionist, og for lidt på, hvad man mister. Overgangen kan for mange betyde et tab af identitet, prestige og socialt samvær, men når vi bliver ved med at forbinde pensionen med feriebegreber og oplevelser, vil de fleste tænke, at de jo umiddelbart er gode til at holde ferie. Så forbereder de sig ikke. Men ingen af dem har prøvet at skulle holde fri i 25 år.”

540x160-kristelig-dagblad-logo-001

http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/vi-glemmer-tage-tilloeb-til-livets-laengste-ferie

 

Permanent link til denne artikel: https://www.en3karriere.dk/vi-glemmer-at-tage-tilloeb-til-livets-laengste-ferie/