Solo tur mod en ny begyndelse efter at børn og beskæftigelse er borte.
De fleste forbereder sig alt for lidt til livet efter arbejdsmarkedet. Det ville være oplagt for kommunerne at hjælpe mere. Jo længere vi lever, jo vigtigere er det med en god alderdom.
Omstillingen fra de stærke sociale roller som forælder og arbejdende og ’at være noget for nogen’ til hjemmegående, bedsteforælder og fritidsforbruger som godt 60-årig er en radikal og ikke helt så let livsforandring, som mange uforberedt gennemlever helt på egen hånd. Ofte med tab af gode år inden man finder fodfæste i den nye livssituation.
Der er brug for en hjælpende hånd i form af inspiration og vejledning om, hvad livet nu drejer sig om i den nye fase som fuldvoksen senior, der har skudt sig ind mellem voksen og gammel. Der peges i kronikken på kommunen, som den mest oplagte interessant til at invitere borgere 60+ på inspirationsworkshop under titlen: ‘Spørg bare kære senior, hvad kommunen kan gøre for dig, men husk også at spørge om, hvad du kan gøre for kommunen’
………………………………………………………………
Den dag, hvor man ikke længere uden omtanke svinger benene ud over sengekanten ved det første skrat fra vækkeuret, indvarsler for langt de fleste ikke bare en spritny fase i livet, men også en voldsom og ikke helt så let livsforandring. Så længe man er garanten for, at ens børn og unge skal purres, have smurt madpakker og hjælpes på vej i skolen og i verden, og så længe der er opgaver og kolleger på jobbet, man også skal være noget for, er der ingen anledning til at grunde over, hvad livet drejer sig om her og nu. Man skal – kort sagt – være noget for nogen. Netop hvad man har trænet og øvet sig på i de første 20 år af livet, og som man nu har gennemprøvet og gennemlevet i de næste to gange 20 år, til man runder det skarpe hjørne som 60-årig. That’s life. I thought of quitting, baby but my heart just ain’t gonna buy it’, som kun Sinatra skødesløst, erfaringstungt kan ramme plet.
”Når du bliver forælder, får du en forøget mening med livet. Du skal ikke kæmpe med at forstå, hvorfor du er til. Så det øjeblik, du ikke længere er uundværlig, skal du til at kigge på, hvem du så er”. Skriver Rene Toft Simonsen om dagen, hvor den ældste datter flytter hjemmefra, forældrerollen flader ud, og man ikke, som man ellers har været vant til i 15-20 år, uden at tænke over det ’kan være noget for nogen’ og leve et meningsfuldt liv.
Mindst ligeså vanskeligt kan det være, at sige farvel til den anden bærende sociale rolle i voksenlivet, at bidrage og bruge løs af sine kompetencer på jobbet. Egentlig er den store fortælling om det liv, man træder ind i efter arbejdslivet, et problemløst Morten Korch lystspil med fuldt blus på al den frihed man får og devisen om, at nu er det slut med at yde, nu skal der kun nydes. Først en måned eller tre efter afskedsreceptionen oplever mange, at manuskriptet til det lystspil, man tror man er havnet i, mangler så mange sider, at opførelsen nogle gange mere ligner et drama end et lystspil. Manuskriptet omhandler kun alle de personlige friheder, man får efter arbejdslivet, mens alle de værdier, man mister, er udeladt. Hvad drejer livet sig nu om, når man ikke længere kan mærke, at der hver dag er brug for en? At man fra nu må undvære, hver dag at møde ind i et fællesskab med kolleger, og sammen med dem bare gøre noget af det, man er god til og godt kan lide.
Hvor svært det kan være at stoppe på jobbet vidner min tidligere nabo Kurt D.’s historie om. Han fandt sin egen løsning, der alligevel ikke er helt så enestående for nyklækkede pensionister. Efter lidt nødtvunget at være fratrådt som 65-årig, og efter et noget stillestående halvt-års ophold i sit nye parcelhus, var den eneste udvej og flugten fra det meningstømte pensionistliv – at vende tilbage til arbejdslivet. Jobbet han fik og lønnen og de nye kolleger var ikke helt det samme, men at genindtræde på arbejdsmarkedet og genindtræde i en af de stærkeste sociale roller, man har gennemlevet som voksen, er – ikke bare for Kurt D. – men for mange andre pensionister langt bedre end alternativet. ’Lystspillet’ er for rigtig mange åbenbart ikke så lystfuldt som det fortælles i programmet.
At sige farvel til de stærke sociale roller som forælder og lønarbejder er en radikal livsforandring og måske den vanskeligste i voksenlivet. Det at ’være noget for nogen’ er nok ikke noget, man tænker særligt over til daglig, men er måske alligevel det uundværlige og uudtømmelige meningsfyldte kraftcenter i hverdagslivet. I rapporten ’Lange og lykkelige liv’ har Happiness Research Institute undersøgt for Ældre Sagen, hvordan vi kan fremtidssikre det gode liv i et samfund, hvor mange flere får mange flere leveår. Det vil sige, Instituttet har i højere grad dokumenteret behovet for at noget må gøres for at fremtidssikre lange og lykkelige liv, end de har fremlagt klare handlingsstrategier. Analyserne opgjort efter metoden ’Wellbeing Adjusted Life Years’ (WALY) af personer bosat i Danmark i alderen 50+ viser, at denne gruppe hvert år mister mange gode leveår:
- 55.000 gode leveår til moderat ensomhed
- 41.000 gode leveår til depressioner
- 23.000 gode leveår til fysisk inaktivitet
Alle de kraftige beskæringer i gode leveår kan selvfølgelig ikke alene forklares med fraværet af de daglige meningsfyldte gøremål med børn og beskæftigelse på jobbet, selv om de spiller en afgørende rolle. Under alle omstændigheder viser undersøgelsen, at behovet for en hjælpende hånd til at komme igennem den vanskelige omstilling til en ny begyndelse som 60+’er kræver handling her og nu, og at behovet kun bliver større med den demografiske udvikling med stadig flere ældre.
Det der er brug for på vej mod en spritny uprøvet fase i livet, som man tror, man kender fra ferier, men som alligevel er noget helt andet, er en tænkepause og et frirum til at drøfte med andre, hvad livet nu drejer sig om. Alle der er nået så langt i livet oplever ofte omstillingen som en solo-hændelse, som det forventes, at man klarer på helt egen hånd i en lang optur uden nedture. Nogle kan også selv finde fodfæste uden overgangsproblemer, men ingen tvivl om at mange kan undgå kraftige indhug i gode leveår, hvis de får tilbudt en hjælpende hånd med god inspiration til, hvordan den nye begyndelse i livet efter det skarpe hjørne som 60-årig kan blive kulminationen i livet, og den periode i livet hvor man kan yde de bedste bidrag.
Grundlæggende skal fortællingen på et sådant inspirationsforløb for 60+’ere vendes på hovedet. Den store fortælling om friheden, man får, skal skiftes ud med fortællingen om, hvad der skal til for at genfinde alt det, man har mistet af stærke men også usynlige værdier i arbejdslivet og i forældrerollen, hvad mange – ligesom Rene Toft og Kurt D. helt på egen hånd – først opdager, efter det er udfaset. I samme ånd skal den gamle fortælling bygget på indgroede aldersstereotyper om en alderdom alene præget af afvikling og forfald, erstattes af den nye fortælling om den nye livsfase og de mange friske år, vi har fået med en længere levealder, hvor der sideløbende med det aldersbetingede forfald fortsat finder udvikling sted, og hvor de fuldvoksne seniorers værdifulde erfaring i stigende omfang efterspørges i semi-pensionist-roller, som frivillig og freelancer og familie-faktotum.
Et inspirationsforløb i form af en workshop kan være det lille skub, der gør det lettere for hver enkelt at finde sin helt egen vej i den nye fase i livet og navigere udenom meningsløse tab af gode – og med alderen stadig mere dyrebare leveår. Der er blandt de fuldvoksne seniorer så mange ressourcer, at der blot skal enkelte inspirationsdryp om den nye begyndelse i livet for at sætte gang i engagerede gruppedrøftelser og give hver enkelt rum til refleksion og spirende handlekraft til at gøre de mange ekstra leveår, vi har fået, til de måske allerbedste. Som når man i workshoppen udveksler ideer til, hvor og hvordan man kan genfinde nogle nye legekammerater og etablere nye netværk, når man i større eller mindre omfang har mistet det daglige livgivende samvær med kolleger og egne voksne børn. Eller når man bliver udfordret på, hvor man fremover kan genfinde en platform til at bruge løs af sine talenter, og gøre noget man godt kan lide til gavn for en selv, og måske også til gavn for andre. Og i det hele taget blive inspireret til, hvordan de mange ekstra leveår i vidt omfang kan blive til flere friske år ved at fremme de gode sundhedsvaner på bekostning af de mere uhensigtsmæssige og lade mageligheden trække det korte strå, når gåturen lokker med det lange ben foran.
På vej ind på arbejdsmarkedet kan man få masser af vejledning, mens man på vej ud i en af de store livsforandrende omstillinger stort set er på egen hånd uden vejledning eller støttegrupper. Det samme gør sig for så vidt gældende, når vi taler om tabet af forældrerollen, den anden stærke sociale rolle i voksenlivet, hvilket dog får mindre betydning i familier, hvor børnebørn hurtig fylder op og fylder ud. Pensionsselskabet PFA har i en undersøgelse vist, at kun 5% af de 60-64-årige har forberedt sig i god tid til overgangen fra jobbet, mens 50% først kigger på omstillingen mindre et år, før det sker. Ikke mindst med den demografiske udvikling in mente er spørgsmålet ikke, om der er behov for inspiration til omstillingen fra arbejdslivet, men mere om hvem der vil tilbyde et inspirations- og vejledningsforløb.
Arbejdspladsen kunne, nu hvor seniorpolitik er blevet et tema i flere virksomheder, være en oplagt aktør med tilbud til seniorerne om en god forberedelse til omstillingen fra arbejdslivet.
Interessen for seniormedarbejderne er dog primært rettet mod at fastholde den know-how, erfaring og ekspertise, som det kan være svært at undvære. En egentlig interesse i at arbejdspladsens seniorer også får et godt liv efter de har forladt jobbet ligge ikke lige for. Som en HR manager har udtrykt det i en spørgeskema-undersøgelse: ’Hvad får virksomheden ud af, at bruge tid og penge på at forberede seniorerne på livet efter arbejdspladsen?’.
Hvad så med Fagforeningen? Kunne det ikke være deres opgave, at give deres medlemmer en hjælpende hånd til at komme godt videre i livet efter mange års medlemskab. Mange fagforeninger har seniorklubber, hvor pensionerede medlemmer mødes til udflugter og sociale arrangementer, men det hører til sjældenhederne, at fagforeninger interesserer sig for medlemmernes forberedelse til omstillingen fra arbejdslivet og stort set aldrig bidrager med inspiration eller vejledning til, at deres medlemmer kan genfinde de meningsfyldte værdier fra arbejdslivet. Det er et farvel og tak og god tur på soloridtet.
Til gengæld forekommer det at være en oplagt opgave for kommunen. At tilbyde alle borgere 60+ inspiration og vejledning til, hvordan man kan være selvhjulpen og frisk i mange flere år til gavn for den enkelte, men i den grad også til gavn for kommunen. Umiddelbart i form af besparelser på det kommunale budget, når flere kan klare sig selv i flere år i eget hjem. Endnu vigtigere er dog den sidegevinst kommunen kan få ved at flere seniorer bliver opmærksomme på, at der er en vrimmel af nye meningsfulde opgaver og roller inden for civilsamfundet. At det aktive medborgerskab og det frivillige arbejde samtidig kan blive en platform for seniorerne, hvor den enkelte kan genfinde nye stærke sociale roller og meningsfylde ved igen at ’være noget for nogen’. Som når Karen Marie i et læserbrev skriver: ”Det frivillige arbejde giver min tilværelse mening. Det har betydet, at jeg føler mig nyttig for nogle mennesker igennem det arbejde jeg udfører- Og det bedste er, at jeg samtidig har fået nogle gode kolleger. Der er plads til både alvor og hygge i samværet.” (Kristeligt Dagblad 14.5.21)
Så måske er det kommunen, der er den mest oplagte interessant til at give seniorerne inspiration og vejledning, så flere hurtigere kan finde fodfæste i den ukendte, spritnye livsfase alt for mange er snublet over på soloturen. Set i et samfundsperspektiv kan det også undre, at vi har råd til at lade så mange stærke kompetencer og ressourcer, som de godt 60-årige repræsenterer, bare trækkes ud af ligningen. Eller for den sags skyld sendes i eksil på seniorhøjskoler, der med det hyppigt anvendte indledningstrut ’Forkæl dig selv’ til ugekurser i ’skønne omgivelser’ i dag befinder sig milevidt fra dengang Grundtvig definerede højskolernes opgave som ’at sætte almindelige mennesker i stand til at deltage i samfundslivet’.
At bidrage med alt det vi kan, og at gøre noget godt for andre har ikke bare været normen i de første tre gange tyve år i livet, men er også fundamentet i det meningsfyldte lange, lykkelige liv. Af den grund og med det stærkt voksende antal friske seniorer in mente er tiden kommet til, at kommunerne begynder at invitere deres seniorer til inspirations workshop under den Kennedy’sk inspirerede titel: ‘Spørg bare kære senior, hvad kommunen kan gøre for dig, men husk også at spørge om, hvad du kan gøre for kommunen’. Med den ekstra tyve års livsbonus, vi har fået i gennemsnit, forekommer det stadig mere indlysende, at vi fortsætter med at bidrage gennem hele livet og fortsætter med at spørge, hvad kan vi gøre for fællesskabet. En mission som mange seniorer allerede har taget til sig i familiesammenhænge og som frivillige medborgere i lokalsamfundet.
