KRONIK 19.08.2016 KL. 06:00 – JP DEBAT

Seniorers talenter er en guldgrube

Den stadig større gruppe af ældre over 65 skal ikke ses som en byrde, men som en ressource for velfærdssamfundet. Det handler om at invitere gruppen indenfor og udnytte ekspertisen.

POUL-ERIK TINDBÆK, CHEFKONSULENT, PH.D.

Mens mange stadig ser vores aldrende samfund med én million danskere over 65 år som et problem, for ikke at sige som en byrde af tsunamilignende karakter, er der ikke bare behov for, men også grobund for at se seniorernes styrker som problemløsende.

Ingen tvivl om, at det er vigtigt at fastholde et fokus på den svage fjerdedel af ældregruppen, der vitterligt har brug for hjælp. I dag er der imidlertid også behov for at rette søgelyset mod de tre fjerdedele af aldersgruppen over 65 år, der, udover at klare sig selv godt og vel, også har ressourcer og potentialer til fortsat at hjælpe andre og bidrage til fællesskabet – også efter arbejdslivet.

De store årgange, der i stigende antal dagligt ankommer til den nye fase i livet mellem voksen og gammel – nu som seniorer eller fuldvoksne, har netop uanede mængder af færdigheder, erfaring og visdom. Uudnyttede kompetencer, som kan bidrage til at tackle en lang række sociale udfordringer i lokalsamfund, i foreninger, i frivillige organisationer, på arbejdspladser og institutioner og i familier. Ved at åbne flere døre og invitere seniorstyrkerne indenfor kan vi ikke bare afmontere demografernes værste skrækscenarier, men på samme tid lægge nye spor til en win-win-strategi, hvor man inspirerer nutidens ældre til at forbedre fremtiden for de kommende generationer. De fuldvoksne har erfaringen, ekspertisen, evnen til at se og løse problemer samt tiden til det, og de mangler måske oplevelsen af, hvad der gør livet meningsfuldt, hvad der får én ud af sengen om morgenen og en vis struktur i livet.

Når man ankommer til pensionsalderen, kan det være svært ikke at lade sig påvirke af den gamle fortælling, man træder ind i. Det er historien om, at man nu skal holde fri og nyde sit otium med en rød tråd om fysisk og mentalt forfald, om tab af status og arbejdsidentitet, om social udskilning og ensomhed og om langtidsparkering på sidelinjen.

Det er nok en fortælling, der rummer elementer af sandheden, men det er en højst ensidig krønike, der til forveksling mere minder om et slutkapitel end om indledningen til det nye livskapitel, der måske kan være kulminationen i livet.

Nye fortællinger er dog på vej. De er endnu ikke blevet hverdagshistorie, men den nye norm i fortællingen og det nye pejlemærke for kommende pensionister er, at man i den nye livsfase som fuldvoksen også bidrager til fællesskabet ved siden af de mere private gøremål tæt på familien. Den nye fortælling om de fuldvoksne er en fortælling om, hvordan der hver dag tappes stadig større bidrag af guldgruben af værdifulde erfaringer til gavn for alle. En skitse til den nye fortælling om de fuldvoksnes livslange work-life-balance, viser blandt andet, at:

• Mere end 10 pct. af de godt 70-årige fortsætter med at arbejde. Ofte i deltidsjob og mere af lyst end af nød. Hertil kommer, at 30 pct. af dem, der er gået på efterløn, starter igen (SFI-undersøgelser).
• Inden for den frivillige verden bidrager 36 pct. af de 60-70-årige jævnligt med deres erfaring og færdigheder, mens tallet er 27 pct. for de godt 70-årige (Frivilligrapporten).
• Det usynlige omsorgsarbejde, som bedsteforældre hver dag leverer, når børnebørnene er syge, og deres forældre skal på arbejde, omfatter årligt 450.000 fraværsdage, hvilket alene sparer arbejdsgiverne for 850 mio. kr. (Dansk Erhverv).
• Hvert år understøtter forældre deres børn og børnebørn med et samlet beløb på 9 mia. kr. (TNS Gallup for Nordea).
• Antallet af de 60-69-årige, der har valgt at starte egen virksomhed, er i kraftig stigning med mere end en fordobling af de 16.000 registrerede i 2013 (Erhvervsstyrelsen).

Vi begriber verden med de begreber, vi har, og økonomer og politikere har i den grad brug for at få udvidet deres nationaløkonomiske begrebsapparat med forståelsen af, at man kan bidrage til fællesskabet på anden vis end gennem lønarbejdet. Som professor Jørgen Ørstrøm Møller har sagt det, »må vi omdefinere ”arbejde”, så det kaldes arbejde, når vi gør noget, der har værdi for samfundet.«

Lige så vigtigt det er, at den nye fortælling om de fuldvoksne i livsfasen mellem voksen og gammel bliver justeret og synliggjort, lige så afgørende er det, at dem, der optræder i fortællingen, får en håndsrækning og en tænkepause ved den radikale livsforandring omkring overgangen fra arbejdslivet. På den ene side minimeres rollen som arbejder og som forælder og i visse tilfælde også rollen som partner og som elsker. Samtidig opstår nye roller som hjemmegående, som bedsteforælder, som fritids- og kulturforbruger, og som vi kan se i den nye fortælling – også som medborger og bidragyder i lokalsamfundet. Det er en voldsom livsforandring, som de færreste er fuldt forberedte på, og som langtfra alle klarer uden søvnløse nætter og det, der er værre. Inden hverdagene rammer, og man finder sin rolle – måske i den gamle fortælling fyldt op med hobbyaktiviteter og private gøremål, eller måske i den nye fortælling, der mere ligner en justering af en livslang work-life-balance, taler man også om en omstillingsfase, hvor nogle rejser verden rundt, mens andre går i hi. For alle gælder det dog, at man her og nu er overladt til sig selv og til helt på egen hånd at navigere i ukendt farvand uden ret mange sigtelinjer, normer og rollemodeller.

Da vi for godt 100 år siden fik øje på den nye livsfase – ungdommen – mellem barn og voksen, blev en indlagt tænkepause i form af et højskoleophold med oplysning om livet, et helt afgørende afsæt for mange til at finde sin egen vej ind i voksenverdenen og i arbejdslivet. Her i begyndelsen af det nye århundrede er vi igen ved at få øje på en ny livsfase, nu som senior eller fuldvoksen mellem voksen og gammel.

Ligesom ungdommen på højskolerne fik inspiration til at finde sin egen personlige ledestjerne i de næste mange år som voksen, har mange fuldvoksne i dag behov for en tænkepause og inspiration ved overgangen fra jobbet.

De store mål, man satte sig i netop ungdomsfasen: at få en uddannelse, et job, at finde en partner, stifte familie og få børn, kan rigtig mange krydse af på to-do-listen, når man rammer de 65 år. På tærsklen til en ny og helt ukendt 25-årig livsfase har mange behov for at finde nye formål og meningsfulde sammenhænge.

For at flere fuldvoksne hurtigere kan finde deres egen vej i den nye livsfase, og for at vi alle kan få mere gavn af de fritstillede færdigheder, er tiden kommet til, at alle ved overgangen fra jobbet får tilbudt en tænkepause med afklaring og vejledning. En ny højskolebevægelse for de fuldvoksne med afklaring og drøftelser med ligestillede efterlyses.

På det kommunale område og i ældrepolitikken er det ofte sådan, at når folk i dag fylder 75 år, bliver de mange steder kontaktet for at høre, hvad kommunen kan gøre for dem, hvis de har svært ved at klare sig selv.

Med de mange uudnyttede ressourcer og kompetencer, som nutidens 60-70-årige har, er tiden imidlertid kommet til, at vi også vender det om og spørger, som Kennedy gjorde det i sin tid, »hvad de nye 65+’ere kan gøre for fællesskabet efter sidste dag på jobbet.«

For samfundet er det ikke længere bæredygtigt, at så megen værdifuld erfaring i overvejende omfang sendes på græs eller greens i 25 år. Tiden er kommet til at invitere seniorstyrkerne indenfor og lade de fuldvoksne frontløbere vise ny veje til en livslang work-life-balance.