Læs Poul-Erik Tindbæks kronik i Avisendanmark fra den 30. januar 2023.
Chefkonsulent, en3karriere, Viby J.
I takt med at vi lever længere, og at vi har fået flere friske år, ja faktisk en ny fase i livet mellem voksen og gammel, hvor rigtig mange fortsat er på toppen af deres ydeevne i mange år, er den sejlivede otium-myte (at man som pensionist ikke længere skal yde – men blot nyde) kommet under kraftig beskydning.
Ikke mindst fra en vrimmel af fuldvoksne seniorer, der fortsat vil bruge løs af deres talenter og erfaring og dagligt opleve, at man er med i et fællesskab, og at der stadig er brug for en.
Som en af generationens fyrtårne, professor Per Schultz Jørgensen har sagt det: ”Det enkelte menneske er i et fællesskab med andre forpligtet til at yde noget. Du er en del af besætningen, du er ikke en passager.” (i Politiken den 28. august 2022).
At selv om man ”afmønstrer” fra arbejdslivet, er man alligevel ikke blevet passager, der bare skal nyde sit otium. Man er fortsat med i fællesskaber lokalt og globalt, og stadigvæk en del af besætningen, der kan give et nap med nu og da.
Et af de stærkeste og smukkeste eksempler på, hvordan fuldvoksne seniorer efter sidste dag på jobbet fortsat bidrager og øser af deres erfaring og kompetencer især målrettet de kommende generationer, findes i et utal af former. For eksempel kendt som ”Skole Venner”, hvor en senior bidrager som en ekstra voksenhjælper i en skoleklasse for de yngste elever. Målet har fra starten været at skabe eller nærmere at genskabe gode relationer mellem de yngre og de ældre generationer. Netop de pensionerede seniorer har gode muligheder for at give børnene deres fulde opmærksomhed, i og med at de ofte har tiden og ikke har de forpligtelser som forældrene har.
Fællesnævneren for de forskellige historier er netop, at man er i fuld gang med at give tilbage af alt, hvad man har fået. De synlige historier i foreningerne og de for offentligheden usynlige historier i familierne og i nabofællesskaberne.
Men også de frivillige seniorer har stor gavn af rollen som ”skoleven”. Den opmærksomhed man giver til børnene, får man tusindfold igen. For nogle giver det mening med livet. For andre herunder også for de, der ikke selv har børnebørn, udfylder det nogle vigtige følelsesmæssige behov.
Ud over at seniorerne ofte har mere tid og bedre vilkår for at give børn og unge deres fulde opmærksomhed, har den amerikanske forfatter Jonathan Rauch fundet frem til, hvad der gør seniorer ekstra velegnede til at være voksenvenner og mentorer for unge på vej i livet.
I bogen “The Happiness Curve. Why Life Gets Better After 50” konkluderer Rauch, at man med alderen bevæger sig væk fra individuel konkurrence og ambition og hen mod gode sociale relationer og omsorg for andre. Al den sociale kapital, der gennem livet er investeret i hver enkelt, kan nu udbetales eller tilbagebetales som en slags erfaringsdividende til ens nærmeste og til de kommende generationer. Hvad langt de fleste bedsteforældre og seniorer allerede gør i fuldt omfang inden for familierne.
Det gælder for langt de fleste seniorer, at de over en ofte langstrakt tilpasningsperiode efter sidste dag på jobbet finder frem til deres rolle og aktivitetsradius i den nye fase i livet.
Fællesnævneren for de forskellige historier er netop, at man er i fuld gang med at give tilbage af alt, hvad man har fået. De synlige historier i foreningerne og de for offentligheden usynlige historier i familierne og i nabofællesskaberne.
Nogle få rollemodeller har på baggrund af egne stærke erfaringer sat ord og overskrifter på veje til, hvad livet for rigtig mange fuldvoksne seniorer drejer sig om efter børn og beskæftigelse.
Troels Kløvedal, der selv har fundet vej på alverdens have, har i en af sine bøger, ”… og den halve verden” fra 2004, sat ord på det, der for mange seniorer har vist sig at være en vejviser til, hvad livet efter børn og beskæftigelse drejer sig om: ”… mænd der har nået den alder, hvor man ved, man har fået hele verden forærende, og som derfor må indse, at den næste fornøjelse ligger i at give det hele fra sig igen.”
