Seniorer vil gerne bruges

Seniorer vil gerne bruges – især hvis man beder dem om hjælp

Stærke seniorer med virkelyst udgør en samfundsressource, der kan udnyttes bedre.

Af Pia Richter,  17. oktober 2013

Forberedelse

300x300-seniorer-vil-gerne-bruges---isr-hvis-man-beder-dem-om-hjlp---1

Seniorkonsulent Poul-Erik Tindbæk. Foto: Kim Haugaard/Scanpix

Der er som regel stor forståelse for, at unge kan have brug for et såkaldt fjumreår efter gymnasiet, før de beslutter sig for, hvor de vil hen i livet.

Men behovet for at tænke sig grundigt om er lige så stor i den anden ende af arbejdslivet.

Det mener seniorkonsulent Poul-Erik Tindbæk, som arbejder med at forberede seniorer på det liv, der venter dem, når de en gang ikke længere behøver at på arbejde.

»Desværre er folk i overgangen fra aktiv på arbejdsmarkedet til pensionisttilværelsen overladt til en kultur, som er lukket om snakken om den livsforandring, man står overfor,« mener seniorkonsulenten.

Han har efterhånden mødt 500 seniorer, og rigtig mange af dem ser frem til pensionisttilværelsen som en lang og velfortjent ferie. Men når den første frihed er nydt og en ny virkelighed banker på, får de sig et chok. De har forberedt sig på en ændret økonomi. Men de har ikke kunnet forberede sig på, hvad der sker, når forelskelsen i den nye frihed går over, og det gamle netværk måske ikke længere er der.

»Danskernes liv og vaner er grundigt kortlagt og efterforsket i alderen 15-64. Men hvad der sker med os derefter, er der ikke meget forskning, der kan dokumentere. Vi er ikke interessante, når vi er ude af arbejdsmarkedet, med mindre vi er syge og behandlingskrævende og dermed dyre for samfundet. Ellers er vi usynlige, og det kan man jo godt undre sig over«.

Senioruddannelse.

Ligesom flere kommuner er begyndt at tilbyde forældreuddannelse, kunne man overveje at indføre senioruddannelse, mener seniorkonsulenten.

»Samfundet kunne få meget ud af at samle alle, der er på vej ud af arbejdsmarkedet og vise dem nye veje til, hvad raske ældre kan bruges til. Det er en af de mest komplekse beslutning at tage, fordi den involverer en vrimmel af overvejelser. Alligevel er den i langt de fleste tilfælde overladt til den enkelte. De fleste tilpasser sig, men mange gange tager de sig et dyk først. Der har aldrig været så mange sunde og aktive ældre som nu. Tænk, hvad samfundet kunne få ud af at få sat alle de ressourcer i omløb efter ekstra omtanke«.

Virkelysten varer ved

Mange seniorer flytter deres virkelyst over i frivilligt arbejde. Stereotypen på det er en kvindelige pensionist, der sorterer slidt tøj og hælder kaffe op i en genbrugsbutik eller hygger sig som besøgsven.

»Den frivillige verden blandt de ældre er større og mere mangfoldig, end man overhovedet kan forestille sig. Mange ældre laver frivilligt socialt arbejde, andre giver et nap med i kulturlivet, fordi det er en måde at få nye oplevelser på, men der er også mange, der nyder at kunne blive ved med bruge de kompetencer, der har samlet gennem et langt arbejdsliv,« siger seniorkonsulent Poul-Erik Tindbæk, som sidste år fik EU Kommissionens pris for sit inspirationsforløb »Din Tredje Karriere«.

»Mange ældre tror fejlagtigt, at de ikke dur til noget. Men alle kan bidrage, og det ved en konstruktiv frivilligkoordinator. Der er mange motiver til at vælge at være frivillig. Men vi ved, at lige så mange gerne vil være frivillige, hvis bare de bliver spurgt og dermed føler, at der brug for det, de kan.«

En hær af frivillige i alle aldre

Lidt flere end fire ud af ti danskere laver frivilligt arbejde.

Og de ældre er godt med: 36 procent i aldersgruppen 60-69 år arbejder frivilligt. Først efter de 70 år falder den frivillige indsats til 27 procent.

I 2012 betød det, at den danske befolkning samlet gav 300.000 gratis timer som idrætstræner, bestyrelsesmedlem, besøgsven og meget mere.

Befolkningen i Region Midtjylland er blandt de flittigste. Her laver 45 procent frivilligt arbejde, mens det i Region Hovedstaden er 41 procent.

Der er flest, der laver frivilligt arbejde inden for kultur, idræt og fritid, nemlig 49 procent af de frivillige.

Socialt arbejde følger lige efter med 32 procent. I gruppen af de ældste frivillige er der endnu flere, som laver socialt arbejde, nemlig 38 procent. Det gælder både gruppen på 60-69 årige og de ældre over 70 år.

Kilde: Frivilligrapport 2012

 

Permanent link til denne artikel: https://www.en3karriere.dk/seniorer-vil-gerne-bruges/