Kronik: Seniorer skaber værdi for samfundet – også efter arbejdet
Publiceret 24. juni 2018 kl. 06:00 – Aarhus Stiftstidende
Så kom Beskæftigelsesministerens og Dansk Folkepartis “Tænketank for et længere og godt seniorarbejdsliv” – efter et pænt langt tilløb. Når medlemmerne samles for at rulle initiativerne ud i forhold til seniorerne 60+, drejer det sig først og fremmest om at undgå en ‘one size fits all’-model.
Vi bliver mere og mere forskellige med alderen ikke mindst på grund af forskelle i livsstil og forskelle i arbejdsmiljø. Sammenlignet med andre aldersgrupper er seniorerne en meget mere forskellig, sammensat og mangfoldig gruppe. En ensartet politik for alle seniorer eller en ‘one size’-model dur derfor ikke. Det gælder også for selve kernen i tænketankens arbejde: at alle over en kam skal arbejde fuldtids i stadig flere år. For som fagforeningerne så rigtigt fremfører, er det ikke alle 60+’ere, der kan arbejde fuldtids, hvis de har været udsat for ensidig fysisk eller mentalt slid gennem 40 år.
Fleksibilitet er derfor – eller bør være – nøgleordet for de initiativer, som tænketanken sætter i værk i forhold til de meget forskellige seniorer. Fleksible aftrædelsesordninger og glidende overgang fra arbejdslivet. I praktik som frivillig eller som selvstændig, inden man beslutter, hvornår man stopper på jobbet, så man har prøvet at stikke tåen i vandet, inden man springer i fra klippen. Fleksibilitet selv i forhold til pensionstidspunkt. I stedet for at forlænge fuldtidsarbejdet for alle hvert femte år, så for eksempel nyfødte først kan gå på pension som 76-årige, så fasthold den nuværende pensionsalder på 67 år, og lad det være op til den enkelte, om man kan og vil fortsætte arbejdslivet et år eller mere. Allerede nu kan vi jo se, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder helt frivilligt er steget markant de senere år, og den udvikling fortsætter. I takt med de mange friske leveår, vi har fået, har stadig flere seniorer nemlig fundet ud af, at det ikke er normerne og en krøllet dåbsattest, der skal diktere datoen for sidste dag på jobbet, men i højere grad lysten og evnerne. At værdierne i arbejdslivet, hvor man hver dag får lov til at gøre noget, man er god til og godt kan lide, hvor man har et fællesskab med kolleger, og hvor man kan gå hjem med følelsen af, at der er brug for en, og at man har gjort en forskel – at alle de værdier kan det være svært at sige farvel til – og heller ikke så ligetil at genfinde efter sidste dag på jobbet. Jamen, vil indvendingen lyde, med sådan en form for fleksibilitet og frivillighed saboterer vi så ikke den sunde fornuft og logik i målsætningen: ‘at vi alle skal arbejde i flere år, i takt med at vi lever i flere år’? Jo måske. Medmindre vi tager beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted og Dansk Folkeparti på ordet, at “Seniortænketanken undervejs får frie hænder til at drøfte emner, der måtte komme op undervejs” – og i den ånd ganske enkelt erstatter formuleringen ‘arbejde i flere år’ med begrebet ‘bidrage i flere år’.
Vi begriber verden med de begreber, vi har, og politikere og tænketanks-tænkere har i den grad brug for at få udvidet deres økonomiske begrebsapparat med forståelsen af, at man kan bidrage til fællesskabet på anden vis end gennem lønarbejdet. Som professor Jørgen Ørstrøm Møller har sagt det, “må vi omdefinere arbejde, så det kaldes arbejde, når vi gør noget, der har værdi for samfundet.”
Hvor meget værdi tilfører seniorerne f.eks. samfundet, når de passer syge børnebørn, så forældrene kan gå på arbejde? Eller når seniorerne passer og plejer svage forældre i egne hjem? Denne type aktiviteter er stort set usynlige. De registreres ikke i frivilligrapporter og beregnes ikke som sådan og kaldes med prof. Thomas P. Boje for ‘ordinært medborgerskab’, som alle udøver med seniorerne i førerfeltet.
Lidt mere synligt er det registrerede frivillige arbejde eller ‘aktive medborgerskab’. Her viser den seneste frivilligrapport, at det frem for nogen anden befolkningsgruppe er seniorerne, der med 43 procent aktive er topscorer med frivilligaktiviteter, der har værdi for samfundet. Samlet set skaber det frivillige arbejde milliardværdier for samfundet beregnet til 9,6 procent af BNP i en af de første rapporter om frivillighed.
Der er således et alternativ til lønarbejdet som den eneste synlige vej til at ‘skabe værdi for samfundet’. Et alternativ, som seniorerne i den grad er i fuld gang med at udfolde, og et alternativ til fuldtidsjobbet, som matcher de seniorer, der ikke magter de 37 timer. Det er samtidig en ny fortælling og en ny norm om livet efter arbejdslivet, der er på vej. At vi bidrager i flere år, i takt med at vi lever i flere år, og at vi fortsætter med at bidrage også efter sidste dag på jobbet. Måske ikke 37 timer om ugen, men fra to-tre timer og opefter kombineret med de mere private gøremål, der også er vigtige i det gode seniorliv.
Den fortælling og den nye norm om at bidrage i hele livet bør være en del af et udvidet kommissorium for Seniortænketanken og en inspiration for medlemmerne til at nudge og fremme flere initiativer, der kan hjælpe den nye norm på vej. Og det er netop en norm og ikke en lov, vi taler om. Frivillighed og tvang går ikke i spænd.
I forhold til virksomhederne er Seniortænketankens udfordringer mindst lige så store. På den banehalvdel, hvor virksomhederne stiller op, er der stadig brug for god coaching eller bashing, for at flere ledere og HR- ansvarlige kan udforme en god seniorpraksis med ikke bare at fastholde flere erfarne medarbejdere, men også ansætte gråhårede med 30-40 års værdifuld knowhow.
Mon ikke vi kan forvente, at en ny virksomhedsrettet kampagne for en god seniorpraksis bliver det første udspil fra Seniortænketanken?