Seniorer gør god gavn

Seniorer gør god gavn

Det var måske værd at overveje en tilføjelse til pensions- og efterlønsreglerne, så de giver mulighed for tilbagetrækning i utide, hvis den friske senior forpligter sig til nogle timers …

LEDER I AARHUS STIFSTIDENDE
Torsdag den 2. april 2015

http://stiften.dk/laeserbrev/seniorer-goer-god-gavn

Fordommene om de unge ældre er velkendte: Tidens store skare af velbeslåede seniorer tjente en formue på deres parcelhuse under inflationen i 60’erne og 70’erne, hvorefter finanskrisen sendte dem tidligt på efterløn og pension med et godt helbred i behold. Så lige nu har de forgyldte seniorer mere travlt med at spille golf og øde formuen bort i de varme lande end med at passe syge børnebørn, ikke sandt?

Heldigvis er sandheden om de friske ældre mere nuanceret. Flere og flere af dem engagerer sig i socialt arbejde som frivillige, og i dagens avis fortæller vi om et dusin livskloge og uselviske seniorer, som har sat sig for at gøre gavn på Højvangskolen i Stavtrup. De 12 ældre har selv budt sig til som »skoleonkler og -tanter« på skolen, hvor de sidder med i nogle af timerne og hjælper eleverne med pludseligt opståede regneproblemer og med at inspirere til en tekst, for eksempel.

De ældre er glade for, at de kan gøre nytte, når de øser af deres erfaringer. Børnene har fornøjelse af hjælpen. Læreren er lykkelig for, at de kan være med til at tage presset, når det går mest hektisk for sig i klassen. Og set udefra er onklerne og tanterne garanteret også med til at forebygge sociale problemer i klassen. Altså rent win-win-win-win for alle parter.

Så herfra kan kun lyde en opfordring til, at endnu flere ældre engagerer sig på skolerne og hvor de ellers kan have gøre gavn. I børnehaver, fritidsordninger, på legepladser eller blandt knap så friske seniorer på ældrecentre, for eksempel.

Men når det er sagt, så skal de offentlige institutioner dog ikke læne sig tilbage og tro, at de på den lange bane kan spare noget videre ved at lade frivillige trække læsset. Der må for eksempel blandt kommunens skoler være en indbyrdes forståelse for, at der ikke i ethvert kvarter er samme grad af overskud til at lægge frivillig arbejdskraft på skolen og i institutionerne. Det er ikke svært at forestille sig, at det netop er i de bydele, hvor forældrenes og bedsteforældrenes overskud er mindst, at der er mest behov for en frivillig indsats. Så her må kommunen være mere rundhåndet med bevillingerne til lønnede hjælpelærere.

Og det er også værd at huske, at efterlønsordningen er på retur, og at pensionsalderen bliver skruet godt opad i de kommende år. Så skolerne og alle de andre institutioner, som nyder godt af frivillige for tiden risikerer at få sværere ved at rekruttere friske seniorer i fremtiden. Men det var måske værd at overveje en tilføjelse til pensions- og efterlønsreglerne, så de giver mulighed for tilbagetrækning i utide, hvis den friske senior forpligter sig til nogle timers samfundstjeneste per uge eller måned.

Permanent link til denne artikel: https://www.en3karriere.dk/seniorer-goer-god-gavn/