Det er naturligvis helt i orden at læne sig lidt tilbage efter sidste dag på jobbet.
Ikke mindst hvis man også husker at give lidt tilbage af alt det, man har fået gennem livet.
At nyde er bare nemmest og bedst, når man også har ydet i samvær med andre. Både før og efter sidste dag på jobbet.
Det er den nye OTIUM-fortælling, som stadig flere friske fuldvoksne seniorer dagligt udfolder som erstatning for den forældede fortælling om kun at nyde.
Læs min kronik i Politiken den 16. januar 2024
Poul-Erik Tindbæk
Chefkonsulent, ph.d.
Foto: Katinka Hustad.
Bedsteforælder og ’bonus-bedste’.
Ophav til større samhørighed – og ’samfundstjeneste’ for seniorer.
En af de stærke nye sociale roller man glædesfyldt kaster sig over, når de mangeårige nærmest fastgroede roller som forælder og som arbejder nærmer sig afslutningen, er rollen som bedsteforælder. De bånd der knyttes mellem børnebørn og bedsteforældre summer af nærvær, ømhed og kærlighed og skaber igen-og-igen oplevelsen hos både de store og de små, at noget af det allervigtigste i livet er samhørigheden og samværet med andre. Gode menneskelige relationer som en kerne i livet – på tværs af generationer og sociale forskelle.
For langt de fleste knyttes de første bånd mellem generationerne i familierne. Imidlertid opstår der også uden for de biologiske bånd nye nære relationer på tværs af generationer – både tilfældigt og mere organiseret. Når for eksempel en nabo bliver den yngstes ’bonus-bedste’. Eller når håndboldtræneren bliver en fortrolig rollemodel, man både kan dele bekymringer og glæder med. Eller når en fuldvoksen melder sig som frivillig inden for en af de mange foreninger, der organiserer værdifulde kontakter med unge, der af forskellige grunde har brug for en bæredygtig relation til en voksenven.
Ingen tvivl om at netop mødet og den tillidsfyldte kontakt mellem de ældre og de yngre ikke bare rummer store glæder for de involverede, men at det også for begge generationer er springbræt for et liv, hvor gode relationer til andre mennesker er en væsentlig brik i det, der giver mening og gør livet værd at leve. Generationsmøder bygger broer og større forståelse generationerne imellem og bidrager samtidig til at skabe en større samhørighed og sammenhængskraft i samfundet. Uafhængigt af om vi taler om biologiske bedsteforældre eller tiltrådte ’bonus-bedsteforældre’.
At det for de involverede bedsteforældre og ’bonus-bedster’ let kan blive en yndlingsrolle, er til at forstå for enhver, der selv har fået et fast greb i sin hånd af et barn på vej i ud i verden og på vejen lige vil sikre sig, at den uendelige voksenomsorg og kærlighed følger med.
I en tid med stærke forandringer, der også skubber til samhørigheden og oplevelsen af at høre til i et større fællesskab, kan båndet mellem generationer imidlertid også kandidere til en hovedrolle. Måske endda i højere grad for de bedsteforældre-roller der knyttes udenfor de biologiske bånd – ’bonus-bedste’ som vi her har kaldt dem – end for de familiebårne bedsteforælder-roller. Ikke mindst i lyset af de forskellige benspænd som sammenhængen i familier udsættes for med den accelererende ændring i befolkningens bosætning og sammensætning.
Den voksende skævhed i den danske befolknings bosætning kommer tydeligst til udtryk i forholdet mellem land og by, hvor de unge flytter til byerne og de ældre mere og mere dominerer i landdistrikterne og i enkelte velhaverenklaver i storbyerne. Den negative befolkningstilvækst i udkantsdanmark med flere ældre og færre unge skævvrider til en vis grad den sociale og kulturelle lighed mellem borgerne på land og i by, men er i lige så høj grad et benspænd for tætte og hyppige generationsbånd inden for familierne. Ikke mindst sammenlignet med det familiebårne landbrugssamfund, hvor generationer har arbejdet og boet sammen på godt og ondt. Dengang båndet mellem generationerne nærmest var naturgroet. Til gavn for børnebørnene, der havde bedsteforældre tæt på. Til gavn for forældrene, der blev aflastet på marken, i børneopdragelsen og i husholdningen. Og til gavn for de ældre der havde meningsfulde gøremål, indtil man ikke længere kunne rejse sig fra alkoven. Selv her var man dog stadig med som en del af besætningen og ikke kun med som passager. Faktisk var min svage, sengeliggende oldefar stadig ’kaptajn’ på gården, når han om morgenen blev råbt op gennem vinduet af min bedstefar, der lige ville høre ’…om det var i orden, at han lånte de to fjordheste til en arbejdsdag i marken’.
Den demografiske forandring med flere ældre og færre unge er velkendt og velbeskrevet. I og med at der bliver færre børnebørn til et voksende antal ældre, har også den ændring indflydelse på omfanget af de familiebårne bedsteforældre roller. Til gengæld kan de ikke-biologisk-muligvis få et ekstra skub. De mange friske fuldvoksne seniorer er jo ikke blot en ensartet gruppe, hvor krybende skrøbeligheder kræver dyrebar offentlig omsorg og pasning. Tværtimod er langt flertallet af den gode million pensionerede i Danmark også friske og raske og en ressource med stærke kompetencer inden for bl.a. omsorg for andre. Undersøgelser viser netop, at med alderen bevæger mange sig ’…væk fra individuel konkurrence og ambition og hen mod gode sociale relationer og omsorg for andre’ ( J. Rauch: Why life gets better after 50).
I lyset af de geografiske og demografiske skævheder, der har betydning for båndet mellem generationerne inden for familierne, kan det dermed vise sig, at igangsætning af nye bånd mellem ressourcestærke seniorer og de kommende generationer kan være netop den hjælpende hånd – den krumtap til fortsat samhørighed på tværs af generationer og sociale forskelle -, som forandringen i befolkningssammensætningen indikerer. Hovedlandevejen for bonus-bedster in spe er, som vi kender den i dag, brolagt med en række landsdækkende foreninger som for eksempel Børns Voksenvenner, Red Barnet,
Talentspejderne, Samværd, Børns Vilkår, GirlTalk, Lektiehjælp… med mange flere, hvor voksne træder til som hjælper, mentor og værdifuld voksenven. Det er blot et spørgsmål om at finde den dør der matcher ens interesser og ’gå over broen’, som Per Schultz Jørgensen har udtrykt det, når et menneske tager sig mod til at møde et andet menneske og aktivt bestræber sig på, at komme for eksempel et barn eller en ung i møde med en støttende og kærlig omsorg.
Sideløbende med landsforeningerne vrimler det lokalt med mange uformelle små og store initiativer til at ældre og yngre mødes til stor gavn og glæde for begge aldersgrupper. Ofte sat i gang af en enkelt eller et par stykker, der vil gøre noget for at styrke samværet og sammenholdet i lokalsamfundet eller give en hjælpende hånd til nogle, der har brug for det. Som for eksempel når Snorre på syv år i Slagelse ud af det blå sammen med sin mor arrangerer curling for plejehjemsbeboere hver anden lørdag fuldt op af svingende high-fives til både vindere og tabere. Eller når en fuldvoksen pensionist i Stavtrup ved Aarhus banker døren op til den lokale børnehave for at give børnene ekstra opmærksomhed på den ugentlige tur på opdagelse i lokalområdet.
Det sidste eksempel lægger op til det, jeg har kaldt ’samfundstjeneste’ for seniorer. Udråbstegnene er nødvendige, da det på ingen måde er noget obligatorisk, alle skal udføre. Når udtrykket alligevel får lov til at stå som mere end en kioskbasker, men som noget der både giver mening og inspiration til tidens seniorer, er det med henvisning til nogle helt aktuelle forhold i samfundet.
Opmærksomhed er vigtigt. Børn kan ikke få nok af det. Når et barn får opmærksomhed, føler barnet sig vigtig og selvværdet vokser og barnet bevæger sig friere og stærkere ud i verden. Det er det seniorerne kan give, som en ekstra voksen i en børnehave eller i de yngste klasser på skolen med en lille tidsbegrænset indsats – ofte blot en formiddag om ugen. For alle seniorer, der har prøvet det, viser det sig så efter ganske kort tid, at man får mindst ligeså meget opmærksomhed og glade smil og knus tilbage fra de børn, man nu og da er sammen med. Og som ovenikøbet styrker følelsen af, at der som pensionist og bonus-bedste stadig er brug for en, og man føler sig hjemme, når man foran den lokale Rema 1000 en lørdag formiddag får et overraskende hej med smil på af et barn fra den institution, hvor man i sidste uge aftjente en lille bid af sin ’samfundstjeneste’ for seniorer.
Her hvor sommeren går på hæld i 2023 kan man så igen læse, at færre og færre unge søger ind på de såkaldte velfærdsuddannelser som bl.a. lærer og pædagog. Allerede i dag er der mange stillinger på skoler og i børnehaver og vuggestuer, som ikke kan besættes af fagligt uddannede, og det bliver kun vanskeligere fremover.
Det problem kan en lille tidsafgrænset indsats fra seniorerne ikke løse. Det er heller ikke tanken, med den vrimmel af lokale initiativer, hvor seniorer en formiddag om ugen er skoleonkel eller skoletante i de yngste klasser eller bonus-bedste i en børnehave eller i en vuggestue. Som en lærer har udtrykt det, er det ikke en erstatning for en lærer nummer to. Det er mere ligesom ’glasur på lagkagen’ – en ekstra fordel man kan få, hvis man åbner klasseværelset for en senior.
Med det stærkt voksende antal friske og raske seniorer, der med de mange flere leveår vi har fået, i mange tilfælde tager hul på en spritny fase i livet, – på kulminationen i livet som fuldvoksen, hvor man fremfor den forældede myte om blot at nyde sit otium foretrækker fortsat at yde med aktiviteter, der giver mening og livsglæde, -, er det derfor nærliggende, nu det kniber med at dække behovet for fagligt uddannede i skoler og i børneinstitutioner, at flere fuldvoksne træder til som en ekstra voksen som en bonus-bedste eller en skoleven. Ikke som en erstatning for de fagligt uddannede, men netop som en ekstra voksen, der blot kan øse med opmærksomhed og kærlig støttende omsorg.
En af begrundelserne for, at der er brug for en bonus-bedste, en skoleven, en skoletante eller en skoleonkel eller hvad det nu kaldes lokalt, er jo den enkle, at en lærer i klasserummet eller en pædagog på Rød Stue ikke har mulighed for hver dag at give hver og en af godt 20 livfulde børn den fulde opmærksomhed. Det har en frivillig fuldvoksen heller ikke i de få timer, man er med på sidelinjen. Alligevel kan man komme et godt stykke ad vejen, hvis man har det som sin egen personlige kompasnål for indsatsen, at så mange børn som muligt bliver set og hørt, og at de tydeligt mærker at de bliver hørt og set. Jeg tror, det er børnepsykologen Jesper Juul, der har sagt, at det er bedre at sige til barnet ’Jeg har set dig’, når den mindste f.eks. lige har lært at gynge, fremfor at sige ’hvor er du dygtig’. Underforstået at barnet kan få opfattelsen af, at man kun bliver set og anerkendt, når man er dygtig til noget, og ikke bare fordi man er.
Den frivillige voksenven udfylder en vigtig rolle i børn og unges udvikling, om end det ikke er en hovedrolle. Den varetages i dagtimerne af de fagligt uddannede. Det er lærerne og pædagogerne, der er ansvarlige for, hvad der sker i klasserummet eller på stuen, mens den frivillige fuldvoksne kan observere og træde til, når man bliver bedt om det, eller når man selv bliver opmærksom på det, eller når børnene selv beder om at man træder til – med alt fra at fikse en lynlås, trøste, lytte til en fortælling og bidrage hvor man kan. Og som bonus gå hjem med oplevelsen af, at nogen har haft brug for én også i dag, og at man har bidraget med en lillebitte men værdifuld indsats for de kommende generationer.
Allerede i dag er der et væld af sådanne initiativer lokalt. Imidlertid er der brug for langt større opmærksomhed og nogle højt profilerede forsøg for at få gang i en folkevandring blandt de fuldvoksne til at give et lille nap med – en formiddag om ugen i en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse. En ’samfundstjeneste’ til gavn for de kommende generationer, til gavn for de fuldvoksne seniorer, og til gavn for os alle sammen.
Poul-Erik Tindbæk
