60+’erne yder et stort frivilligt bidrag til velfærden, de er et helt velfærdskompagni. Og altså ikke nogen ’ældrebyrde’. Vi bør gøre op med opfattelsen af, at det kun er via fuldtidsarbejde, at man kan bidrage til fællesskabet, skriver Poul-Erik Tindbæk i dette debatindlæg
Sille Veilmark
29. august 2019
Skal svage ældre nøjes med et bad hver tredje uge?
Allerede nu slås kommuner med økonomisk-etiske dilemmaer som dette, og der er ingen tvivl om, at den radikale ændring i den danske befolknings sammensætning med flere børn og ikke mindst stadig flere ældre i de næste 20-30 år vil spille en stigende rolle i forandringen af det danske velfærdssamfund. Når de store årgange med mange skatteydere bliver erstattet af relativt små årgange kombineret med voksende grupper uden for arbejdsmarkedet, bliver det sværere at finansiere og levere velfærdsgoderne på den måde, som vi kender det i dag.
Umiddelbart kan man, når den slags breaking news rammer TV-Avisen, få en djævelsk mistanke om, at ’det lange liv’ måske kan være andet end et gode. At det lange liv ikke bare er et af vor tids største civilisatoriske fremskridt, som vi altid har stræbt efter. Denne mistanke blev tilsyneladende bekræftet, da demografiforandringen for mere end 30 år siden trådte ind på debatscenen og en gruppe halvautistiske økonomer begravet i excelark gjorde alle over 65 år til en byrde for samfundet – en ’ældrebyrde’.
De fuldvoksne
Desværre er begrebet ’ældrebyrde’ helt misvisende i demografidebatten. Beregninger viser, at ældre ikke er en økonomisk byrde, da de fremover betaler mere i skat, end de modtager i ydelser. Heller ikke velfærdsmæssigt er ældre en byrde, og dermed har begrebet stået i vejen for en mere præcis og nuanceret forståelse af, hvilke stærke og forskelligartede liv der udfolder sig rundt om ’det skarpe hjørne’.
Vi mangler dog stadig de rette begreber til at begribe demografiforandringen, så alle kan forstå det. I de senere år er der dukket nye begreber op som f.eks. ’seniorstyrken’, der mere end antyder, at man også oppe i årene fortsat kan bidrage til fællesskabet med en personlig indsats, og at mange allerede er i fuld gang. Det har i stigende grad fortrængt misfosteret ’ældrebyrden’ fra overskrifterne og bragt en ny afgørende skelnen ind i demografidebatten.
For ikke alt, der rører sig fra 65 år og opefter, er plejekrævende, svage ældre. Tværtimod er langt de fleste af den gode million 65+’ere fortsat fit for fight med mange gode leveår foran sig og kun godt 20 pct. plejekrævende i egen bolig eller i plejebolig ifølge Ældresagen.
Den mere traditionelle tilbagetrækningskultur fra industrisamfundet, med vægt på ferie og fritid og det med blot at nyde sit otium, er ved at blive afløst af friskere pensionister, der ser 60+ som en ny begyndelse, hvor der kan knyttes nye bånd, og man kan finde nye aktiviteter, der er meningsfulde for den enkelte og til gavn for andre. Faktisk er det sådan, at vi har fået en spritny fase i livet skudt ind mellem voksen og gammel, hvor man nu som fuldvoksen, frisk og rask fortsat bruger løs af sine talenter og erfaring.
Bidrager mange steder
Ser vi på generationerne 60+ og 70+, der som en slags frontløbere i demografiforandringen er de første i historien, der er i fuld gang med at flytte ind i den nye livsfase mellem voksen og gammel, så er deres personlige handlinger især kendetegnet ved to ting: At de i udpræget grad fortsat bidrager til velfærden, og at det foregår på meget forskellige måder. Det sidste kan ikke overraske, når vi netop med alderen bliver mere og mere forskellige.
Nogle fortsætter med at bidrage på jobbet. Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for PFA, er næsten ti pct. af 70+’erne i job, mens intet mindre end 78 pct. angiver, at de gerne vil arbejde videre på deltid efter pensionsalderen.
Andre bidrager som frivillige inden for det socialhumanitære område, hvor de finder nye meningsfulde gøremål. Aldersgruppen 70+ er ifølge den seneste Frivilligrapport de mest aktive med 43 pct. frivillige. Ofte med gøremål helt inde på velfærdsmatriklerne som f.eks. skoleonkel i de yngste klasser og vågekone for de allerældste.
Mange bidrager med omsorgsopgaver inden for familierne ved at passe svagelige ældre og for eksempel tage togturen fra Thy til Gentofte for at passe syge børnebørn, så forældrene kan gå på arbejde. Et omsorgsarbejde, der kun delvist er registreret, men helt uundværlig og dyrebar for både familier, arbejdspladser og institutioner.
Endelig kan man overalt i landet opleve, at de nye fuldvoksne seniorer sætter brede og dybe aftryk i alle forgreninger af forenings- og kulturlivet fra de mindste forsamlingshuse på landet til de større museer, motionscentre og maratonløb.
Et sprogligt tvist
Forskelligheden blandt de fuldvoksne – yderligere forstærket efter et langt arbejdsliv med store forskelle i arbejdsmiljø – er endelig i foråret 2019 blevet mere synlig for politikerne med forslag om tidlig pension for særligt nedslidte. Desværre ikke så meget på grund af demografiforandringen. Snarere på trods af.
Forslag om tidlig pensionering er jo i den grad i strid med det store Velfærdsforlig i 2006, der bestemte, at vi alle skal arbejde længere, i takt med at vi lever længere. Det var først med Socialdemokratiets valgoplæg i det tidlige forår, at politikerne på Christiansborg fik øje på forskelligheden blandt dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, og den tidligere statsminister luftede endda tanken om at justere på den halvautomatiske forhøjelse af pensionsalderen – altså engang i 2040.
De fuldvoksne seniorers frivillige bidrag til velfærden, der samlet set har karakter af et dagligt velfærdskompagni, der rulles ud ved siden af og supplerende til det offentliges velfærdsydelser, har politikerne derimod ikke fået øje på. Det er stort set usynligt.
Selv om man kan ane konturerne af et paradigmeskift i tilbagetrækningskulturen, hvor stadig flere aktive seniorer bidrager, er der tale om en usynlig folkebevægelse, der endnu ikke har opnået politikernes opmærksomhed eller flyttet et eneste komma i et aftalepapir for nogen regering.
Alligevel er vi måske på vej mod en ny norm for livet efter arbejdslivet og måske en ny form for velfærdssamfund, hvor flere fuldvoksne fortsætter med at bidrage til fællesskabet med deres kompetencer i takt med de flere leveår, vi har fået. Ikke fordi de skal, og ikke på fuldtid på grund af en lov om højere pensionsalder, men fordi de har lyst til det og kun nogle timer om ugen. Og fordi de gennem deres forskelligartede bidrag til fællesskabet kan mærke, at der stadig er brug for dem i modsætning til oplevelsen af at være nytteløs og tilovers som i den gamle fortælling om livet efter arbejdslivet. Og fordi man i en meningsfuld aktivitet genoplever, at den største glæde, man kan få, ofte er den, der opstår, når man giver noget til andre.
Bedre synlighed for en ny spirende seniorbevægelse, hvor man fortsætter efter jobbet med i det små at bidrage til velfærden, kan givet inspirere endnu flere fuldvoksne.
Bedre synlighed og en større viden om civilsamfundets supplerende velfærdsydelser kan måske også udfordre politikerne til at justere på opfattelsen af, at det kun er via fuldtidsarbejde, man kan bidrage til velfærden og dermed justere på den halvautomatiske forhøjelse af pensionsalderen.
Der skal blot et lille sprogligt tvist til. I stedet for at vi alle skal arbejde i flere år, vil det både imødekomme forskelligheden og de fuldvoksnes frivillige bidrag, hvis politikerne i stedet besluttede sig for formuleringen og politikken: I takt med at vi lever i flere år, skal vi alle bidrage i flere år.
Poul-Erik Tindbæk er ph.d. i folkeoplysning og chefkonsulent i en3karriere.