Inklusion – af de forsømte fuldvoksne
Fortællingen om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet handler dybest set om, hvad der sker, når en gruppe ikke inkluderes i fællesskabet.
Efter man har haft sidste dag på arbejdsmarkedet, oplever mange, at fællesskabet ikke længere har brug for dem. Det er ikke blot arbejdsstyrken, man forlader. Man efterlader sin identitet og sin status i samfundet. Resten af livet skal du ikke længere yde noget til det fælles bedste, men kun nyde dit otium. Resten af livet kan man se på fra sidelinjen, mens de andre boltrer sig i kampen og legen. Og det gør man så – går i eksil i ferieland, dyrker sin have og sin familie og klarer sig selv og sine allernærmeste uden for det store fællesskab. Man er ’frisat – fra arbejdet’ – men reelt er der tale om eksklusion fra fællesskabet.
Resultatet af folketingsvalget, hvor mange ældre ifølge exit polls stemte på partier, der ikke ønsker at dele med andre fremmede, kan godt få en til at overveje, om det valg var en uforudset konsekvens af, at vi ikke rettidigt har sørget for at inkludere de ældre i fællesskabet. Hvis det efter sidste dag på jobbet ikke længere forventes af en, at man bidrager til fællesskabet, eller at man skal dele med andre end sin partner og sit afkom, risikerer man at fremme en norm blandt dem, som egentlig burde være fuldvoksne og fornuftige, hvor det alene drejer sig om at hytte sit eget skind.
Med et stigende antal ældre de kommende år er det et truende perspektiv, medmindre man snarest begynder at inkludere de fuldvoksne i fællesskabet.
Det er der på den anden side også flere fuldvoksne, der er i fuld gang med på egen hånd. Men tænk, hvis skinnerne ikke kun var lagt ud til det, mange stadig tror, er det forjættede fritidsland for fuldvoksne. Tænk hvis der også var lagt spor til oplevelsen af, at det bedste, man kan få ud af livet, er det, man giver – og deler med andre.
Poul-Erik Tindbæk, Stavtrup