Kronik i Berlingske den 7. august.
Af Poul-Erik Tindbæk Chefkonsulent, ph.d.
7. august 2014
Gennem den seneste 100 år har vi fået lagt godt 25 år til den gennemsnitlige levealder. Men hvad skal vi egentlig still op med den livsbonus, vi har fået? Vi savner undersøgelser af, hvad over en million danskere foretager sig efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Stadig flere danskere er ifølge en aktuel meningsmåling fra Sampension indstillet sig på at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Hver tiende forventer at arbejde, til de er over 75 år, og 40% af de yngre under 40 år har indstillet sig på at arbejde, til de er 70 år. I de seneste 10-20 år har vi talt og skrevet om, hvordan en demografisk forandringsbølge med en stigende levealder skyller igennem samfundet for øjnene af os. Alligevel virker det overraskende, at så mange på så kort tid har indstillet sig på et længere arbejdsliv.
Den demografiske udvikling er en af de store forandringsagenter i samfundet. Hvert år stiger levealderen med ca. tre måneder, og gennem de seneste 100 år har vi fået lagt godt 25 år til den gennemsnitlige levealder. Men hvad skal vi egentlig stille op med den 25 års livsbonus, vi har fået? Hvilken livsbane, hvilke mål og hvilken kurs skal vi sætte i den nye livsfase efter jobbet og før man bliver gammel? Den slags spørgsmål har vi ikke haft travlt med at besvare i Danmark. Vi savner undersøgelser af, hvad over en million danskere foretager sig efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi har brug for at vide, hvilken betydning arbejdet har i det meningsfulde liv for den enkelte.
I fraværet af danske undersøgelser og forskning om livet efter arbejdslivet, må vi tage bestik af udviklingen fra undersøgelser i andre lande. Med 78 mio. baby-boomers, – de store generationer født efter 2. verdenskrig -, har der i USA været stor interesse for at begribe de forandringer, der opstår for den enkelte og i samfundet. En af de seneste undersøgelser afdækker, hvordan baby-boomer generationen er i fuld gang med at sætte nye normer for den vanskelige omstilling og tilbagetrækning fra arbejdslivet. Analysen ’Work in retirement’, der er foretaget af Merrill Lynch i maj 2014 beskriver både en igangværende praksis blandt de, der har trukket sig tilbage, og konturerne af hvad kommende generationer forventer vil ske.
At arbejde som pensionist
Det fremgår af undersøgelsen, at hvor tilbagetrækning tidligere betød, at man holdt op med at arbejde, så er vi nu ved et vendepunkt i historien, hvor langt de fleste vil fortsætte med at arbejde – ofte på nye og andre måder. Halvdelen ( 47 %) af de, der er stoppet på fuldtidsjobbet, siger at de enten arbejder eller er på vej til at arbejde som pensionist, mens endnu flere af de yngre, der endnu ikke er stoppet (72 %), siger, at de vil fortsætte med at arbejde som pensionist.
Genindtræden – fremfor aftræden
Nyere generationer af aktive seniorer er ved at tegne et helt nyt kort for tilbagetrækning bestående af fire faser fremfor tidligere generationers to-fase model med mange års fritid.
Fase 1: Forberedelse til nye job. Undersøgelsen viser, at op mod halvdelen af de adspurgte tager afgørende skridt mod at finde nye engagerende job og meningsfulde sammenhænge efter at have kvittet det sidste fuldtidsjob.
Fase 2: Omstillingsperiode – give slip og tage fat. Mere end halvdelen (52 %), af de der var stoppet, tog en tænkepause eller et sabbatår fra arbejdet. Omstillingsperioden varede i gennemsnit 2½ år, og mere end 68 % mente, at fordelen var at slappe af ovenpå en stressende livsforandring og samtidig lade op til nye gøremål. På den anden side var det en udfordring at miste færdigheder og kontakter – samt ofte sværere som senior at finde et nyt job.
Fase 3: Nye tredje karrierer. Pensionist-jobbere arbejder primært fordi de kan lide det (80 %), fremfor fordi de er nødt til det (20 %). Langt de fleste (83 %) arbejder deltids gennemsnitligt i en 9 års periode og en tredjedel er blevet iværksættere. I dag er det de 50-60-årige, der er de mest succesfulde iværksættere i USA. Generelt er det holdningen hos pensionistjobbere, at deres arbejde er langt mere fleksibelt, morsomt og tilfredsstillende – og mindre kedeligt og stressende – end det tidligere fuldtidsjob.
Fase 4: Fritid. I den fjerde fase dropper de fleste ud af deltidsjobbet. Enten fordi man allerede har, eller man forventer at få, helbredsmæssige problemer (77 %), eller fordi man ikke længere ønsker at arbejde (61 %).
Fire typer af pensionist-jobbere
Seniorer har mange forskellige motiver til at fortsætte med at arbejde som pensionist. I undersøgelsen har man identificeret fire forskellige typer af pensionist-jobbere. Det er et fællestræk, at langt de fleste ikke arbejder for pengenes skyld, men begrunder det med at holde sig fysisk og mental i god form samt for det sociale samvær og for at få selvværd og en identitet.
15% – fortsætter på fuldtid. Seniorer der er meget tilfredse med deres job, og som føler sig på toppen af deres ydeevne. Det er mest mænd, hvoraf nogle må siges at være arbejdsnarkomaner også som pensionist. Fire ud af ti i denne gruppe er selvstændige erhvervsdrivende.
33% – være til gavn for andre. Den største gruppe pensionist-jobbere søger opgaver ud fra en indre nødvendighed om at hjælpe andre og give tilbage til deres lokalsamfund. Jobtilfredsheden er stor (75 %) og mange arbejder i NGO organisationer og inden for det frivillige. Der er flest kvinder i denne gruppe.
24% – søger socialt samvær. En gruppe der fortsætter med at arbejde primært for at fastholde gamle eller finde nye venskaber og sociale relationer. Oftest arbejde på deltid med overkommelige og mindre stressende opgaver. Jobtilfredsheden er stor (67 %), og der er lige så mange kvinder som mænd i denne gruppe.
. I gruppen der fortsætter med at arbejde for at kunne betale deres regninger er jobtilfredsheden lavere. Mange har frustrationer og beklager sig over, at skulle arbejde i denne livsfase. Kun 4 % føler sig økonomisk forberedt til pensionsalderen. I gruppen er der ligeså mange mænd som der er kvinder.
At stadig flere danskere ifølge Sampensions meningsmåling indstiller sig på et længere arbejdsliv, falder godt i tråd med hovedtræk i den amerikanske undersøgelse. Fra flere års erfaring med seniorkurser om den vanskelige overgang fra arbejdslivet er det samtidig min oplevelse, at jo nærmere man kommer afslutningen på arbejdslivet, jo mere begynder man at få øje på, hvad man mister ved at forlade jobbet, fremfor det man får: friheden og ’det store frikvarter’. Når man ved, at det i dag ikke bare er 3-5 år i otiumstolen, der venter, men en helt ny 25 års livsfase der står for døren, melder spørgsmålene sig: hvad skal jeg lave, hvad vil jeg gerne, hvad er mit mål i den nye livsfase?
Modsat situationen i USA er man i Danmark i højere grad overladt til sig selv, når man søger svar på den slags spørgsmål. Forskellen mellem USA og Danmark er også stor, når det drejer sig om en mere grundlæggende holdning til ældre. Hvor det i USA og i mange andre lande ikke er noget særsyn med erhvervsaktive 70-80-årige, er det mere en fremherskende norm herhjemme, at man er dømt ude, når man har nået pensionsalderen. Ikke mindst af den grund er det noget nemmere at svare på det indledende spørgsmål, hvis du bor i USA end hvis du lever i Danmark: Hvad skal du være, når du bliver gammel?
Læs kronikken i Berlingske – klik her