POUL-ERIK TINDBÆK, CHEFKONSULENT, PH.D., RÅHØJVÆNGET 57, VIBY J
12. november skal Folketinget førstebehandle et lovforslag om at forhøje pensionsalderen til 68 år fra 2030. Med et stort flertal af partier bag forslaget kan vi se frem til en rutinemæssig ekspeditionssag frem for en åben debat med en tiltrængt udfordring af vidensgrundlaget for forslaget og en større viden om baggrunden for den store modstand i befolkningen.
Hvordan kan man f.eks. være så sikker på, at blot fordi man lovgiver om en højere pensionsalder, står virksomhederne pludselig i kø for at ansætte de godt 67-årige? Når man i 2004 sænkede pensionsalderen fra 67 til 65 år, var begrundelsen jo også, at flertallet af de 65-66-årige alligevel ikke var i job.
Robotter overtager arbejdet
Hvordan kan man forestille sig, at det med så store forskelle i aldring, helbred og arbejdsbetinget slid vil være alle, der når helskindet frem til at kunne fuldtidsjobbe som 67-årig? Hvordan kan man have tillid til, at de nuværende økonomiske prognosemodeller kan give et retvisende billede af behovet for arbejdskraft i 2030, når arbejdskraftbesparende robotteknologi, digitalisering, globalisering og deleøkonomi samt folkeindvandringer er endnu mere udfoldet end i dag?
Selv på økonomernes banehalvdel, som mange politikere bruger som hjemmebane, er der således grund til at rejse tvivl om vidensgrundlaget for lovforslaget.
Befolkningens modstand imod forslaget bunder ikke så meget i forståelsen af, at når man lever i længere tid, skal man også bidrage i længere tid. Rigtig mange pensionister vil gerne, og stadig flere er i fuld gang med at gøre noget, der har værdi for samfundet – på mange andre måder end blot gennem et lønnet fuldtidsjob.
Også for pensionister er der tale om en daglig work-life balance. Med den vigtige pointe, at den overvejende er usynlig – ikke mindst for de politiske beslutningstagere.
Vigtig børnepasning
Det er ikke mange data, vi har til rådighed om, hvad den 1 million danskere, der er over 65 år, dagligt bruger deres kompetencer og erfaring til. Derfor blot nogle få streger i forsøget på at tegne et billede af deres usynlige work-life balance.
Hvor mange 60-80-årige, der bidrager økonomisk til deres børns uddannelse og underhold, og hvor mange der bidrager med uundværligt omsorgsarbejde for børnebørn, svage forældre og syge familiemedlemmer, ved vi for lidt om. Dansk Erhverv anslår bedsteforældres børnepasning til 450.000 fraværsdage, hvilket alene sparer arbejdsgiverne for 850 mio. kr.
Godt 10 pct. af de godt 70-årige bidrager inden for lønnet arbejde – ofte i deltidsjob, ofte mere af lyst end af nød og ofte som ufaglært, når der er tale om genindtræden.
Inden for det frivillige bidrager 36 pct. af de 60-70-årige med deres erfaring til gavn for andre og til gavn for dem selv, mens tallet er 27 pct. for de godt 70-årige.
Antallet af iværksættere blandt de godt 60-årige anslås i 2013 at være ca. 16.000 med en bemærkelsesværdig stigning i antallet fra 33-67 pct. for de 60-69-årige.
Vi begriber verden med de begreber, vi har, og økonomer og politikere har i den grad brug for at få udvidet deres nationaløkonomiske begrebsapparat med forståelsen af, at man kan bidrage til fællesskabet på anden vis end gennem lønarbejdet i et velfærdssamfund under voldsom forandring.
Lovforslaget om en højere pensionsalder er baseret på et lavt og helt utilstrækkeligt vidensgrundlag. Lovforslaget vil sandsynligvis kun i begrænset omfang få flere 67-årige til at jobbe på fuld tid. Derimod er der stor risiko for, at forslaget vil skubbe til den særlige danske work-life balance fra at være en balancelinje gennem hele livet til endnu mere at være en skillelinje efter arbejdslivet, hvor man slås hjem for at passe sig selv og sine nærmeste i fritidsland og fritstilles eller nærmest fratages sine forpligtelser over for fællesskabet.