I kløften mellem hvad du får, og hvad du mister, når du går på pension, mister mange sig selv. Derfor gælder det om at forstå, acceptere og planlægge din nye livsfase – både mentalt og praktisk.
Læs her: Nyhedsbrev fra Nordea
Af: Sanne Opstrup Wedel – 08. marts 2024
Når ungerne skal hældes skrigende ned i flyverdragten, motorvejen sander til, og det både er mørkt, når du tager afsted og kommer hjem, ser mange frem til den dag, hvor de kan råbe adiós og gå på pension. Men lige så nemt det er at forestille sig, hvor dejligt det bliver at kunne sove længe hver dag og tage til Mallorca, når man vil, lige så svært er det at begribe, hvordan sociale relationer, mental sundhed og fysisk aktivitet ikke længere kommer af sig selv.
”Den gamle otiumfortælling om det frie og utvungne liv er stor og stærk, og det er den, mange seniorer tror, de træder ind i. Men den nye otiumfortælling, som udgør en helt ny fase i livet mellem ung og gammel, er en helt anden historie,” forklarer 77-årige Poul-Erik Tindbæk.
Han er cand.mag. samt ph.d. i folkeoplysning og har beskæftiget sig med omstilling for voksne det meste af sit arbejdsliv. Som konsulent i Aarhus Kommune har han vejledt både indvandrere og akademikere i, hvad de kunne gøre for sig selv og andre i nye, uvante situationer, og som 62-årig designede han et projekt for udviklingsløft af seniorer. Den ekspertise har han brugt både på sig selv og andre, efter at han gik på pension som 68-årig.
Omfavn den nye livsfase
”Vores otium er gået fra at være afvikling til at være udvikling. For vi lever længere og bedre, og uden at det rigtigt er gået op for os, har vi fået en helt ny livsfase mellem voksen og gammel. Problemet er bare, at vi stadig angriber denne livsfase med fokus på, hvad vi får og ikke, hvad vi mister,” mener Poul-Erik Tindbæk.
Det er der gode grunde til. For nutidens seniorer har set deres bedsteforældre og forældre, som var meget mere nedslidte mentalt og fysisk, og tænker, at nu skal der bare slappes af, når de selv bliver pensionister. Men stadig flere 60+’ere oplever, at de både mentalt og fysisk kan meget mere end de selv og omverdenen forventer, og derfor er det ikke dem, men snarere den ensidige fortælling om forfald og tab, der skal pensioneres,” mener Poul-Erik Tindbæk.
”Med alle de år, som mange har til rådighed som pensionist, er det ikke nok blot at holde fri, hvis vi skal have mening i tilværelsen. Derfor er det en god idé at være lidt på forkant og fx spørge sig selv, hvad man gerne vil bruge sin tredje alder på. Spørge sig selv, hvad det egentlig er, man har været god til gennem livet, og hvordan man kan genopfinde de evner og bringe sine ressourcer i spil på nye måder,” siger han.
Poul-Erik Tindbæk har flere gange været i medierne med sine erfaringer, blandt andet fra sin tjans i den lokale børnehave som gå-makker for børnene på grøn stue.
Selv holder han stadig kurser for seniorer i overgangen fra arbejdslivet. Og så har han banket på hos den lokale børnehave og er i dag gå-makker for børnene på grøn stue, hvilket giver ham stor livsglæde.
”Det er et vilkår for mange, at der bliver større fysisk afstand mellem generationerne. Så kan man være bonus-bedsteforældre for nogle, som har brug for det, får man en samhørighed mellem generationerne, som er meget værd,” siger han.
Tag en åben snak
For det kan være ensomt, når børnene flytter til storbyen, ægtefællen måske stadig arbejder, og de gode daglige relationer på arbejdspladsen forsvinder den dag, man cykler hjem for sidste gang.
”De fleste tror kun, at de får mere personlig frihed, når de går på pension, men overser, at de også mister noget og nogen. Derfor er det vigtigt både at forberede sig mentalt og have en konkret plan for den radikale livsændring, som pensionisttilværelsen er. Ellers ender man måske med at miste sig selv,” siger Poul-Erik Tindbæk.
Det kan være ved at have en åben snak med sine børn om de gensidige forventninger til, om man fx kan og vil passe børnebørn i større stil. Det kan være med sin ægtefælle om forventninger til dagligdagen, både hvis man pludselig skal være sammen otte timer om dagen, eller hvis den anden part fortsætter med at arbejde, mens man selv går hjemme. Og det kan være med venner eller bekendte i forhold til at få nye ideer til at genetablere et godt netværk.
”For mange seniorer munder overvejelserne ud i, at de gerne vil fortsætte et aktivt liv og blive ved med at bidrage til samfundet, og det kan gøres på mange måder. Nogle genindtræder i jobbet, selvom de er gået på efterløn, fordi de finder ud af, at det er sjovere at arbejde. Andre bliver selvstændige, fordi de kan rigtig meget, som de stadig gerne vil give videre. Og atter andre bliver frivillige i mange forskellige sammenhænge. Det viser bare, at mange godt kan lide at gå ind i nye relationer, og det kan jeg godt forstå, for det vigtigste for et langt og godt liv er netop vores relationer,” fortæller Poul-Erik Tindbæk med henvisning til verdens længst løbende lykkestudie, Harvard Study of Adult Development.
Giv en håndsrækning
Det mundede sidste år ud i bogen ”The Good Life: Lessons from the World’s Longest Study on Happiness”, som de to Harvard-forskere Marc Schulz og Robert Waldinger står bag. Her konkluderer forfatterne på en af bogen første sider: Gode relationer til andre mennesker gør os gladere og sundere. Punktum.
”Derfor er det også vigtigt ikke at hænge fast i den gamle fortælling om bare at nyde livet og holde fri som pensionist. I stedet for at læne sig tilbage skal man give tilbage til samfundet. Det er meningen med den tredje alder, hvis du spørger mig,” siger Poul-Erik Tindbæk.
Han oplever, at især mænd har svært ved at opfinde og indrette sig på en ny hverdag. Kvinderne er bedre til de sociale relationer; de arrangerer ting, mødes med tidligere kolleger og får nye hobbyer, men her halter mændene noget bagefter, synes Poul-Erik Tindbæk.
”De har brug for en håndsrækning til at finde ud af, hvordan de kan bruge løs af alle deres talenter. For dem har vi alle sammen,” siger han.
