Den tredje alder – mere end bare ferie
Friheden kalder, når man har passeret grænsen til pensionistlivet, og livet er lysegrønt – eller er det? Poul-Erik Tindbæk har skrevet en bog om, hvad man stiller op med sig selv og sin tredje alder.
»Nogle af os bør have mulighed for at blive på arbejdsmarkedet i meget længere tid, end vi har i dag. Og andre af os kan varetage de velfærdsopgaver, som vi ikke får varetaget i øjeblikket, fordi samfundet ikke har råd,« foreslår Poul-Erik Tindbæk, der har skrevet en bog til alle dem, der er i eller er på vej til den tredje alder. Foto: Axel Schütt
Af Helle Holm, heho@stiften.dk
Læs artiklen på Stiften
Søndag den 13. april 2014
Om ganske kort tid stopper Poul-Erik Tindbæks ansættelse i Aarhus Kommune. Han er fyldt 68 år, og pensionistlivet kalder, men Poul-Erik giver sig ikke tid til sofaliggeri og dagdrømmeri. Lige så snart han er ude af de kommunale haller, træder han ind i sit private firma og fortsætter med det, han er bedst til: At rådgive og holde workshops for mennesker, der befinder sig i et vadested og skal have et skub videre i livet.
Efter år, hvor han har flyttet på arbejdsløse akademikere, etniske minoriteter og unge med vaklende fremtid, har Poul-Erik de senere år koncentreret sig om sin egen aldersgruppe: Dem, der er på vej ud af arbejdsmarkedet og på vej ind i pensionistlivet, og som har det svært med det.
Med mindre du har været der selv og derfor ved, hvad det handler om, vil du nok tænke: Ahr, men hvad brokker de sig over? De har frihed, offentlig forsørgelse uden dårlig samvittighed, penge på kistebunden, et hus med friværdi og et helbred, der stadig er så nogenlunde i top. De skulle skamme sig, de der 60-65-årige, der ikke ved, hvad de skal få tiden til at gå med.
Og det gør de nok også, skammer sig. I hvert fald er det ikke noget, man snakker ret meget om, hvis man går rundt derhjemme og ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv. Man lægger låg på og lader, som om alt er superduper og helt pingeling. Men det er det ikke. For rigtig mange nybagte pensionister er livet blevet så forandret, at de ikke længere kan finde sig selv i det.
»Så mister man det hele«
»De fleste tænker i starten, at det er en lang ferie, de tager hul på, men når det første halve år er gået, og de har gjort alt det, de har planlagt, ved de ikke, hvordan de kommer videre. Så føles det pludselig ikke længere som en ferie, men som et tomrum,« siger Poul-Erik, der i de senere år har kørt kurser og workshops for ældre, der er på vej ind i det, som Poul-Erik kalder den tredje karriere.
»Men eftersom der er 1,2 millioner danskere over 60 år, er jeg kommet for sent i gang, og derfor har jeg skrevet en bog til alle dem, der ikke kan komme med på mine workshops,« griner han.
»En tredje karriere – find din egen vej i den nye livsfase« kalder Poul-Erik bogen, der er udkommet på hans eget forlag, en3karriere.dk. Her fortæller han om de udfordringer, der venter, når man forlader sin arbejdsplads for sidste gang.
»Når man er i job, beskæftiger man sig med noget, man er god til, man er sammen med sine kolleger på venskabelig vis, og man har en identitet igennem sin stilling. Når man forlader jobbet, mister man det hele, og man får brug for at finde et nyt formål med sit liv,« forklarer Poul-Erik.
Han opdeler livet i fire faser: De første tyve år arbejder man på at blive voksen og uddannet. De næste 20 år arbejder man på at blive etableret, og de følgende 20 år rodfæster man sig med job, familie, forpligtelser og sender børnene ud i livet. De sidste 20 år er man… ingenting. Med mindre man selv formår at fylde indhold i årene. I forne tider var det så nemt, for da døde man, inden man nåede frem til den fjerde 20-års periode, men nu om dage lever man ikke bare videre, men lever som regel godt. Helbredet er stadig tilforladeligt, økonomien er stabil, erfaringen stor og energien til stede.
»Det er ikke en privatsag«
Poul-Erik taler for, at man som ankommet til den tredje alder stiller sig selv over for udfordringer. Man skal genopfinde sit formål, kaste sig ud i nye opgaver, skabe et indhold, der ikke bare giver lyst til, men også stiller krav om, at man står op om morgenen. Først derved kan man sikre sig selv en glad og meningsfuld tredje alder. Og han kunne ønske sig, at alle i slut-50’erne blev tilbudt, evt. igennem overenskomsterne, et kursus til at mildne overgangen fra aktiv spiller på arbejdsmarkedet til ledig pensionist.
»Hvis folk ved, hvad de går ind til, og har en plan for deres videre liv, ville man kunne mindske risikoen for depression og sygdom, som vi ellers ved stiger, når folk bliver pensionerede,« siger Poul-Erik.
»Det er vigtigt, at folk har mere realistiske forventninger til deres pensionstilværelse end, at det bare skal være en ferie. Og det er også vigtigt, at vi som samfund ikke bare mener, at det er en privatsag, men at vi faktisk er parate med vejledning. Det vil være i samfundets interesse, at vi ikke ser så ensidigt og unuanceret på arbejdsliv og pensionistliv,« mener han og fortsætter:
»I øjeblikket skal vi alle arbejde, indtil vi er et sted i 60’erne. Men det er ikke alle, der er i stand til at arbejde, til de bliver så gamle. Til gengæld kan andre blive ved, til de er langt oppe i 80’erne. Aldringsforløbet er forskelligt fra person til person, og det burde vi som samfund kunne indrette os efter.«
Han efterlyser fleksibilitet på arbejdsmarkedet og et nyt syn på, hvornår man er gammel.
»Der er brug for os«
»Efter de 60 år befinder vi os alle i den såkaldte tredje alder, men vi burde operere med både en tredje og fjerde alder. De, der er 60 år, er friske og fit for fight, mens de, der er 90 år, skal have hjælp fra rollatorer og plejepersonale. Alligevel bliver vi alle slået sammen i én gruppe, selvom der er tale om vidt forskellige livsfaser,« siger Poul-Erik, der synes, vi mangler en organisation, som kan tale de friske 60-åriges sag, mens Ældre Sagen tager sig af lobbyarbejde for de, der ikke længere kan klare sig selv.
Og så synes han i øvrigt, at vi som samfund skal blive bedre til at udnytte alle aldersgrupper.
»Nogle af os bør have mulighed for at blive på arbejdsmarkedet i meget længere tid, end vi har i dag. Og andre af os kan varetage de velfærdsopgaver, som vi ikke får varetaget i øjeblikket, fordi samfundet ikke har råd. Der er brug for frivilligt arbejde, og ældre med erfaring kan for eksempel være uvurderlige mentorer for unge, der har været udsat for benspænd på deres vej ind på arbejdsmarkedet, eller de kan hjælpe med lektier og varetage andre opgaver, som der lige nu ikke er folk til. På den måde sikrer vi også, at de ældre holder sig sunde og raske længst muligt, og at deres ressourcer og viden ikke går tabt,« foreslår Poul-Erik.
Han har selv bestridt frivilligt arbejde, bl.a. som mentor for et ungt menneske, men lige nu har han mere end travlt med at skubbe gang i sin tredje karriere – med egen virksomhed, bogudgivelse, foredrag, kurser og workshops. Han føler sig ikke på nogen måde tynget af sine 68 år, men har dog købt en cykel, der passer til alderen: Med lav indstigning og en opret stilling, der ikke belaster de slidgigtplagede led. På den måde kommer han omkring – uden elektrisk hjælpemotor. Og der er nok at gøre for Poul-Erik Tindbæk:
»Jeg har været utrolig heldig at få fat i noget, jeg virkelig brænder for. Det er blevet mit formål i livet – min tredje karriere.«
FAKTA
Pensionister kan selv
Hovedparten af de danske pensionister klarer sig selv i eget hjem og uden behov for pleje eller praktisk hjælp. Det viser tal fra Danmarks Statistik:
Der er i dag 1.049.100 modtagere af folkepension (473.400 mænd og 575.700 kvinder) i Danmark.
Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet er steget fra knap 63,1 år i 2002 til godt 64,3 år i 2012.
I 2012 var 157.223 personer visiteret til hjemmehjælp i eget hjem, mens 44.774 modtog hjemmehjælp i plejebolig eller på plejehjem.
Der findes 5704 plejehjemsboliger i Danmark samt knap 75.000 plejeboliger i forskellige former.