Mange forældre fortsætter med at yde, når pensionsalderen har indfundet sig, hvilket i stigende grad gør den udskældte ældrebyrde til en ældrestyrke.
Poul-Erik Tindbæk – Chefkonsulent, ph.d.
At vi lever længere er den gode nyhed for alle og nok en tak bedre for de, der er tæt på alternativet. Alligevel kan man nu og da komme i tvivl, om alle nu også synes, det er en god nyhed. Når finansministeren lukker glasdøren og han med sit følge flokkes om mediernes mikrofoner, er man i sofaen derhjemme snublende tæt på bare at give ham ret, når han så klart udlægger det logisk indlysende, at det med stadig flere ældre og færre unge ikke bare bliver hammerdyrt, men også megasvært at skaffe nok med ’varme’ hænder.
Velfærden som vi kender den med holdbar pleje og omsorg for de, der har brug for det, er truet af forandringen i befolkningens sammensætning. I det sløvende lys fra fladskærmen har man også let ved at nikke samstemmende, når koret bag mikrofonerne unisont istemmer omkvædet, at ’alle ældre skal knokle i flere år, og alle yngre skal knokle for at få flere børn’. Så måske er den længere levealder alligevel ikke så entydigt en god nyhed. Og måske allermindst for regnedrengene i finansministeriet, der har stirret sig blind på en demografi så entydigt koblet med et statsbudget, at man kun kan skimte en velfærd ’med kurs på vej mod afgrunden’, som en tidligere finansminister udtrykte det.
Aldersgruppen i ’den 3. alder’, som man også kalder de ’unge gamle’ eller de ’friske pensionister’, hvor man er uafhængig og selvhjulpen før den 4. alder, hvor skrøbeligheden og afhængigheden sætter ind, ved man egentlig alt for lidt om. Når man har rundet pensionsalderen, er man åbenbart uinteressant for forskere og finansministre, sammenlignet med hvor meget man ved om folk i arbejdsstyrken og så igen om de plejekrævende og dermed omkostningstunge i den 4. alder.
Alligevel kan man godt med lidt ihærdighed tegne et billede af de 65-85-årige, hvis vi nu skal sætte nogle vejledende årstal på betegnelsen ’den 3. alder’. Man kan fremkalde et billede, der giver en anden og mere realistisk fremtidsvision end den fremherskende, hvor man uden tøven og sikkert med alderisme-monoklen for øjet sætter lighedstegn mellem ’flere ældre gir flere udgifter’, hvilket ifølge den logik går ud over den samlede offentligt finansierede velfærd.
Sådan ser virkeligheden dog ikke ud. Hvilket klart fremgår bl.a. i en analyse, VIVE har lavet for Københavns kommune (Ældreplejebehovet i København, 2017). Selv om antallet af ældre i perioden fra 2010-16 er steget med 6.000 personer i kommunen, så er antallet af ældre, der forventes at have behov for ældrepleje samtidig faldet med ca. 1.600 personer. Stadig flere 65+’ere er blevet sundere og mere ressourcestærke og dermed mindre plejekrævende. Når vi samtidig ved, at 75-80 % af den 1,1 mio. borgere over 65 år er selvhjulpne og uafhængige i den 3. alder, er det vel på tide at finansministeriet pensionerer deres forældede regnemodeller.
Langt mere end slet og ret antallet af ældre, er det borgernes sundhedstilstand, den socioøkonomiske sammensætning blandt de ældre og ikke mindst alderssammensætningen, der har betydning for udgifterne til pleje og omsorg. I langt de fleste kommuner, kan man derfor trods en stigning i antallet af seniorer, alligevel reducere udgifterne til ældrepleje, fordi stadig flere er sunde og ressourcestærke med flere friske år i den 3. alder. I en grad og i et omfang som stadig tydeligere synliggør, at vi har fået en spritny fase i livet. Brolagt med en ny otium-fortælling, der langsomt udgrænser den gamle otium-fortælling.
At man efter sidste dag på jobbet ’blot skal nyde sit otium og ikke røre en finger resten af livet’ er i al sin enkelhed den ’gamle otium-fortælling’, der har været den dominerende forestilling om livet efter det hårde slid i det tidlige landbrugs- og industrisamfund. Den fortælling matcher imidlertid ikke længere mange af de friske fuldvoksne 65+’ere, der ser frem til et fortsat aktivt og meningsfuldt liv i de ekstra 20-25 bonus-år, vi har fået med den længere levealder. Den ’nye otium fortælling’ at man udover at nydeogså fortsætter med at ydeog bruge løs af sine talenter og værdifulde erfaring efter sidste dag på jobbet, er ikke bare det, mange forestiller sig, men også det stadig flere praktiserer – i familien, i nabolaget og ikke mindst i civilsamfundet inden for det frivillige arbejde.
I bogen ‘Det civile potentiale’ beskriver Mads Roke Clausen, hvordan vi har ’vænnet os til, at den offentlige sektor ervores velfærdssystem’ (s.182), hvilket gør mange blinde for det store velfærdspotentiale, der ligger i et øget samarbejde med civilsamfundet. Et samarbejde der i høj grad varetages via de ca. 80.000 frivillige foreninger i Danmark, og hvor aldersgrupperne 60+ og 70+’ fylder rigtig meget blandt de 1,9 mio. frivillige i Danmark. Den nye otium fortælling, der vokser nedefra-og-op er dermed også en fortælling om et velfærdssystem med et skjult kæmpe potentiale. At ved siden af den skatte finansierede velfærd er der mange borgere og ikke mindst mange 60-85-årige, der frivilligt yder omsorg og velfærdsløsninger for både de yngste og de ældste, der nu og da har brug for en ekstra hånd.
Stadig flere fuldvoksne 65+’ere fortsætter med at bidrage og abonnere på den nye otium fortælling, at vi – som Per Schultz Jørgensen engang sagde det – ’aldrig bare er passager, men altid en del af besætningen – selv når vi afmønstrer fra arbejdslivet’. For at skubbe til den udvikling og indløse det skjulte velfærdspotentiale i et lidt højere tempo, skal det være den nye norm, at alle der nærmer sig omstillingen efter arbejdslivet får en tænkepause med inspiration til, hvor og hvordan deres egen helt nye otium fortælling skal udfolde sig.
For at komme godt igennem en ikke helt så let og ofte radikal livsforandring, som omstillingen fra et langt arbejdsliv er, har alle, der er tæt på afskedsreceptionen, brug for et mere realistisk og nuanceret billede af de kommende hverdage uden samvær med kolleger, uden daglige udfordringer og åbenlyse muligheder for at gøre noget man er god til og godt kan lide – end den illusion, som den gamle otium myte leverer. Om det er arbejdspladsen eller fagforeningen eller kommunen, der stiller op og tager ansvar for, at alle tæt på afskedsreceptionen får inspiration og en hjælpende hånd til at komme godt igennem den radikale livsforandring som overgangen fra et langt arbejdsliv er, betyder mindre. Blot det sker.
Jeg ved ikke, om det er et resultat af inspirationer fra den nye otium fortælling, der har hjulpet mig selv på vej. Men et eller andet mentalt skub har jeg nok fået, inden jeg en formiddag gik over i den nærliggende børnehave og spurgte, om de ikke kunne have brug for mig som en slags bonusbedstefar en formiddag om ugen. Det blev til en aftale, hvor jeg nu på tredje år er gå-makker for de 3-5-årige hver onsdag. Jeg giver dem lidt ekstra opmærksomhed, som børn vokser af og ikke kan få nok af, og jeg får ligeså meget øjenkontakt og glade smil tilbage, hvad man aldrig bliver for gammel til. Bedre velfærd for både de yngste og de ældste.