Fuldvoksen – og mod til at kappe snoren.
Normer for ældre på jobbet – trækker mere i trådene end man tror.
Et nyt tilbud om ‘seniorpakker’ til arbejdspladser muliggør at flere kan bryde de snærende bånd.
Bragt som kronik i Aarhus Stiftstidende d. 13/10-2013
“Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.” Sådan har den australske vågekone Bronnie Ware sammenfattet , hvad mange døende, som hun har talt med gennem otte år, har fortrudt mest på deres dødsleje.
Det som andre forventer af én eller forventet adfærd er også det, man kalder normer. Gennem livet er der mange normer, som man følger uden at tænke over det – fornuftige adfærdsregulerende normer og mindre hensigtsmæssige og begrænsende normer. Umiddelbart skulle man tro, at man med årene, ikke bare skulle blive mere klar på, hvilke normer der har tilbøjelighed til at overtage styringen på ens vej, men at man netop med erfaringen om, hvem man er blevet til igennem livet – jo mere fuldvoksen man er blevet – , også skulle have modet til at skrotte de normer, der virker begrænsende på ens liv. Hvor enkelt og rigtigt det end lyder ’at leve et liv tro mod sig selv’, så afslører Bronnie Ware’s blog om døendes største fortrydelser, hvor meget normerne stadig trækker i trådene, så rigtig mange ikke får dem kappet i tide, men blot lige når at få øje på dem – og på de livsbegrænsninger, de har medført – i de sidste tikkende sekunder frem mod den allersidste dead-line.
At normer for ældre på jobbet kan trække rigtig kraftigt i trådene, når der f.eks. skal træffes beslutning om en ældre medarbejder skal stoppe på jobbet, kan godt vække mere end almindelig undren. Egentlig kan der vel kun være tale om én ud af to beslutningstagere i den sag – lederen eller medarbejderen. Overenskomsten nævner ingen andre muligheder. Og alligevel er der meget ofte er en tredje beslutningstager på spil. Nemlig ‘normerne for ældre på jobbet’, der som en usynlig magtfaktor på arbejdspladsen fjernstyrer den del af personalepolitikken, der har at gøre med om ældre skal forlade jobbet eller blive i længere tid.
En undersøgelse fra Social Forsknings Instituttet om de 55-70 åriges forbliven på arbejdsmarkedet viser, at det er de uskrevne regler eller normer, der har den største betydning for om erfarne medarbejdere bliver i kortere eller længere tid på jobbet. Det fremgår bl.a. af undersøgelsen, at hvis man er på en arbejdsplads, hvor det er normen at stoppe, når man er 60 år, så holder stort set alle med at arbejde som 60-årig. Tilsvarende – at hvis man er på en arbejdsplads, hvor det er normen at blive, til man er 65, så fortsætter langt de fleste til de er 65.
Ifølge undersøgelsen er det således de uskrevne regler og normer, der i stort omfang fører kuglepennen på mange opsigelsesblanketter. Den ældre medarbejder, der må siges at være fuldvoksen, undlader i alt for mange situationer at handle tro mod sit eget liv, men lader sig blindt føre af et sindrigt snoreværk i normerne for ældre på arbejdspladsen.
En af normerne for ældre på jobbet er der ligefrem sat etikette på. Den hedder ’naturlig afgang’. Når klokken på direktionsgangen ringer for ‘naturlig afgang’, fornemmer alle på arbejdspladsen, at det ikke bare er exit-pilen, men alle kollegers fingre, der peger på medarbejderne omkring de 60 år. Det behøver ikke at blive sagt højt, for alle ved, at det er nu, de erfarne medarbejdere skal stemmes hjem. De 60-årige selv har også let ved frivilligt at melde ind, at det er nu, man stempler ud. Fremfor en fyreseddel foretrækkes det at gå med æren i behold – og måske med tanke på den høje ledighed blandt unge: ’For at der kan blive plads til barnebarnet på arbejdsmarkedet, er det vel bedst at jeg går’- er det udbredte argument. En argumentation der for længst er blevet afmonteret af økonomer og undersøgelser verden over, der viser at yngre og ældre ikke konkurrerer om de samme job. Alligevel er det en myte som stadig fylder så meget i kantinesnakken, at når der som led i en sparerunde signaleres ’naturlig afgang’ – medfører forventningspresset fra flokken, at det bliver rigtig svært at have mod til at ’være tro mod mig selv’ fremfor at vælge den (ud)vej, som andre forventer af en.
At det kan være svært at bryde med normerne og den adfærd flokken forventer, og skille sig ud som mønsterbryder, bliver også belyst af Søren Kierkegaard, som – hvem ved – Bronnie Ware måske er inspireret af. I bogen ’Sygdommen til Døden’ taler Kierkegaard om det at følge andres forventninger som – at lide af en ’fortvivlelse’. En fortvivlelse som han tillægger spidsborgeren: ”Hun gør blot, hvad de andre gør, og hvad der hører sig til uden selv at reflektere, uden selv at tage stilling og ansvar. Spidsborgeren henviser bare til, hvad man plejer. Hun gør som ’de Andre’.” Med Kierkegaards ord er det opgaven for mennesket at påtage sig det selv, man har. Bronnie Ware refererer, at mange på dødslejet er fortvivlet over eller i hvert fald har fortrudt, at de ikke påtog sig denne opgave, mens tid var. Men også at det kræver mod og styrke at gå imod andres forventninger, at det kræver mod at bryde ud af flokken og blive mønsterbryder eller fuldvoksen førerhund.
En af de mere usynlige normer, der paradoksalt nok er en af den mest udbredte, er at man i takt med, at man bliver ældre på jobbet, tilbydes mindre efteruddannelse og opkvalificering. Normen eller tendensen kan dokumenteres med statistikker over virksomheders investeringer i efteruddannelse, og noget kan selvfølgelig forklares med, at erfarne medarbejdere selv finder ud af, hvordan nye opgaver skal løses. Men det er også et signal man sender, og en kulturnorm man skaber, at ældre medarbejdere ikke skattes og værdsættes i samme omfang som yngre medarbejdere, og at man som ældre er på vej ud på et sidespor, hvor man kan passe sig selv.
Med det nye tilbud – ‘Seniorpakker’ til virksomheder op til 250 medarbejdere – er der åbnet nye perspektiver for, at flere arbejdspladser kan bryde med de mest begrænsende normer for ældre på jobbet og i det hele taget befordre udviklingen af, som der står i finanslovsaftalen fra 2012, at der skabes et ’sundt og attraktivt seniorarbejdsliv’. Seniorpakkerne er tænkt som en startpakke til virksomheder, der har behov for at fastholde erfarne medarbejdere og i det hele taget udforme en god seniorpraksis på arbejdspladsen.
Et helt centralt element i seniorpakkerne er, at erfarne medarbejdere tilbydes et ‘afklaringsforløb’ inden de beslutter sig for om de vil stoppe eller fortsætte på jobbet. Det er målet med et afklaringsforløb, at hver enkelt bliver mere klar på, hvordan man bedst kan udvikle og udnytte egne ressourcer i den tredje alder til gavn for alle. Samlet set – at man også får bøjet arm med de mest hårdnakkede normer for ældre på jobbet, og at man som fuldvoksen og i god tid før sidste vejrtrækning får mulighed for at leve et liv tro mod sig selv, fremfor hvad andre forventer af en, og at man på den måde bedre kan finde vej til sin helt egen karriere i den tredje alder.
Overgangen fra jobbet er en af de mest radikale forandringer i et livsforløb, og det er historisk nyt, at seniorer tilbydes tid og rum til omtanke, inden de træffer beslutning om en afgørende livsforandring af stor betydning for dem selv – såvel som for arbejdspladsen og for samfundet. Efter at vi har fået en forældre-uddannelse ser vi frem til, at vi også får en senior-uddannelse. En tænkepause med vejledning og refleksion inden man træffer den vigtige beslutning om, hvornår og hvordan man tackler overgangen fra jobbet til en ny karriere i den tredje alder.
Poul-Erik Tindbæk
Chefkonsulent, ph.d.