Fritidsland for altid – uden bøvl med børn
12 millioner amerikanske ældre lever i pensionistreservater, hvor de kan have sjov med andre pensionister – afskåret i krop og ånd fra det øvrige samfund. Hvor det offentlige har undladt at komme med tiltrækkende tilbud til livet efter arbejdslivet, er det private trådt til med det besnærede løfte om evig fritid uden forpligtigelser. Men hvad betyder det for solidariteten med resten af samfundet?
Information – 13. maj 2013
De ældre i The Villages nord for Orlando i Florida skal ikke trækkes med larmende unge. Her skal man være fyldt 55 for at få sit navn på en postkasse. Foto: Daniel Mac
En uges besøg i det største retirement community eller pensionistreservat i USA – The Villages nord for Orlando, Florida, også kaldet ’Disneyland for voksne’ – rejser i den grad spørgsmålet om, hvem der egentlig tegner masterplanen eller designer drejebogen for det liv, der leves efter sidste dag på jobbet.
Egentlig er man som godt 60-årig og på vej mod tilbagetrækning fra arbejdet sin helt egen herre og kan måske for første gang i livet suverænt bestemme, hvad man vil, og hvor man vil hen med sit liv. Men ligesom man begriber verden med de begreber, man har, så vælger mange også den vej, man vil følge ud fra hvilke stier, der allerede er banet.
Ikke mindst i USA er der udlagt mange spor og trukket så markante linjer i den amerikanske tilbagetrækningskultur, at der i hvert fald for den hvide middelklasse nu foreligger, hvad man kan kalde en masterplan eller en drejebog for pensionisttilværelsen. The Villages er som de tusindvis af tilsvarende afgrænsede og indhegnede pensionistreservater i USA et markant eksempel på, hvordan der er lagt spor og skrevet drejebog for en hel generation af 55+’ere – med ugens, månedens og årenes tilbud om et liv i fritidsland forever.
The Villages er med sine godt 90.000 indbyggere ikke bare det største, men også det mest fremgangsrige retirement community i USA, og et markant udtryk for fortællingen om tilbagetrækning i USA. Her siger man, at de store generationer – the baby boomers – voksede op i byerne, stiftede familie i forstæderne og nu tilbringer deres pensionisttilværelse i The Sun-Belt Area fra Arizona til Florida. Det er ikke seniorerne selv, men driftige forretningsmænd der suverænt har skrevet drejebogen til den fortælling, der havde premiere allerede i 1960 med et brag af et åbningstilbud til det første retirement community udelukkende for 55+’ere i Arizona. Selv om der kun var opført fem modelhuse, en golfbane og nogle få andre aktivitetstilbud i et legeland for voksne, skabte åbningsweekenden i Sun City kaos på motorvejene med 100.000 besøgende.
Med den interesse var det nemt for andre entreprenante bygherrer at se forretningsmulighederne. Opførelsen af retirement communities er i dag det mest lukrative område i byggesektoren i USA. Der bor i dag over 12 millioner 55+’ere i sådanne aldersafgrænsede, for det meste indhegnede og bevogtede boligområder.
Alt inden for afhegningen
For at få lov til at købe hus i The Villages skal man være fyldt 55 år. Det er ikke tilladt at have børn eller børnebørn boende, men de kan komme på besøg i op til 30 dage om året. Der findes ikke nogen legeplads, ligesom børn og unge kun har adgang til nogle få familiepools – i et bysamfund med lige så mange indbyggere som i Vejle og Silkeborg tilsammen.
Der er et hav af udendørs og indendørs aktivitetstilbud med størst interesse for tennis, pickleball, bowling, et utal af swimming pools og de 32 golfbaner, der også er etableret i området. Ved siden af de almindelige veje, der fører igennem området, er der etableret særlige vejbaner med over 100 vej-tunneller kun til golfvogne for de godt 80.000 gas- og benzindrevne golfvogne, der myldrer rundt. Om aftenen – efter en fugtig happy hour med 60’er-musik og dans hver eneste dag fra 17-21 ved de tre torve – er det selvsagt en ekstra fordel at have en uregistreret golfvogn til hjemtransporten.
Bygherren bag The Villages har designet drejebogen til, hvordan man efter sidste dag på jobbet kan tjekke ind til et helt langt liv i fritidsland. Og det er der mange, der vælger. Begrundelserne, jeg fik, var stort set enslydende med vægt på, at »det er dejligt klima i Florida«, »her er trygt at færdes«, »naboerne er rare« og »der er så mange tilbud i The Villages – shopping, restauranter, biografer, koncerter – at man slet ikke behøver at bevæge sig uden for området«.
Det med at holde sig inden for afhegningen og undgå udveksling med det omgivende samfund gælder også i vidt omfang på det mentale område. The Villages har sin egen tv- og radiostation, og hver dag udkommer den meget lokale avis Sun News med nogle få nyhedstelegrammer og så et hav af historier om, hvem der vandt aftenens bowlingkonkurrence, og hvem der er ny vicepræsident i dragebådsroklubben, og hvor cheerleader-gruppen med 70-90-årige kvinder i lårkort skal optræde næste gang. Selv ude i det fri bliver man indfanget af radioen, der hele promenaden rundt om Lake Sumter sender 1960’er-slagere – kun nu og da afbrudt af dj’ens: »Another sunny day in The Villages.«
En flugt fra samfundet
I USA er der stadig en vis status i, at man kan vise, at man har råd til at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Og nogle har bedre råd end andre.
Blandt gruppen af 55+’ere, der vælger at trække sig tilbage til et hus i The Villages for de næste 20, 30 eller 40 år, er godt 98 procent hvide, velbeslåede middelklasseborgere. Der er reelt ingen med anden etnisk baggrund og slet ingen fra underklassen i USA – og som nævnt ingen børn og ingen under 55 år. En afstemning i amtet om ekstra skatter til nye skoletiltag blev i første omgang nedstemt af flertallet i The Villages. Det er måske lige præcis her, man kan se, hvilke problematiske samfundsmæssige perspektiver der er en del af dna’et i den slags aldersafgrænsede boligbobler i samfundet.
For hvad sker der i et samfund, når en aldersgruppe afsondrer sig fra alle øvrige aldersgrupper? Hvad betyder det for solidariteten og båndet mellem generationerne, når ældre – med skoleafstemningen som eksempel – nedstemmer det, som unge med børn har brug for? Det er nærliggende at forstå det som udtryk for en stigende individualisme og egoisme – en flugt fra samfundet, hvor man afgrænser sig fra alt bøvlet; fra problemer i samfundet, med underklasse og med støjende og besværlige unge.
Selv om staten sjældent har spillet førsteviolin i Guds eget land, men oftere blot leveret underlægningsmusikken til driftige forretningsmænds frie udfoldelser, er det alligevel stat og kommune, der skal forholde sig til og afbøde konsekvenserne af, at generationerne adskilles fra hinanden.
Det offentliges fallit
Retirement communities uden børn og unge har på 50 år bredt sig fra syden til alle øvrige stater i USA. Primært for hvide velbeslåede, men nu også målrettet andre etniske grupper, homoseksuelle, transvestitter med mere. Nogle steder med glidende overgang til det, vi kender som plejehjem for ældre, der ikke længere kan klare sig selv. Fritidsboblen The Villages er dog det største retirement community og som sådan ikon og forbillede for hovedparten af de andre pensionistreservater.
Men dermed står det også som et skræmmende symbol på en fremvoksende tilbagetrækningskultur med store risici for den sociale sammenhængskraft og båndet mellem generationerne i samfundet.
Det er et paradoks i moderne samfund, konkluderer professor Bill Thomas på sin blog Changing Ageing, at mens stadig flere får muligheden for at blive gamle med velfærdsudviklingen, undlader man at fremskaffe velegnede muligheder, hvor gamle kan bidrage og indgå i tilfredsstillende sociale sammenhænge. Det er svært at benægte, at det offentlige i den grad undlader at udvikle velegnede roller til dem, der forlader arbejdsmarkedet.
Med eksemplet fra The Villages og de tusindvis af tilsvarende retirement communities i USA kan man imidlertid sige, at det private i stort omfang har taget over, hvor det offentlige har unddraget sig – med et bud på en drejebog for en lang ny livsfase i fritidsland. God Bless America.
Poul-Erik Tindbæk er chefkonsulent, ph.d. og beskæftiger sig især med planlægning af ’den tredje karriere’ for seniorer