Kronik Kristeligt Dagblad

Poul-Erik Tindbæk
Den 10. januar 2012

At bidrage – gennem hele livet

I sin nytårstale pegede Helle Thorning-Schmidt på, hvor vigtigt det er, at vi alle bidrager til fællesskabet. Den parole har vi og vor statsminister gode muligheder for at følge til dørs under det danske formandskab for EU i de næste seks måneder. Året 2012 er udnævnt til ‘Det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne’. Spørgsmålet er nu, hvordan vi alle kan få størst mulig gavn af, at aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne rykker højt op på dagsordenen – i Danmark som i de andre EU lande.

Et godt første skridt har det danske EU- formandskab taget med en stort anlagt åbningskonference den 18.-19 januar. Meget præcist udpeger man i konferenceoplægget, hvad der bliver den største udfordring – ikke bare for politikerne og for erhvervslivet, men for alle offentlige og private aktører. Nemlig som der står ‘…at forbedre adgangen til aktiv aldring for alle aldersgrupper. At man er sund og rask og uafhængig, og at man er en aktiv medspiller i samfundet, på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i civilsamfundet’.

De fremhævede udtryk, at ‘forbedre adgangen til aktiv aldring’ og at der blandt ældre nu tales om ikke kun én men flere forskellige grupper, er begge centrale i en nærmere uddybning af, hvad der meget gerne skal sættes i værk i løbet af 2012.

At forbedre adgangen til ‘aktiv aldring’ på arbejdspladsen er således primært en udfordring for arbejdsgiverne. Statistikker viser, at beskæftigelsesfrekvensen blandt de 55-64 -årige er på linie med andre aldersgrupper, så noget tyder på at adgangen til et længere arbejdsliv er ok i DK. Men det er også erfaringen blandt mange ledige seniorer, at det er svært at få et nyt job. At være ansvarsbevidst, loyal og god til at samarbejde – er kerne kompetencer hos mange erfarne medarbejdere. Det ved arbejdsgiverne også godt, – blot ikke altid når der nyansættes.

At forbedre adgangen til uddannelsessystemet er en udfordring for flere aktører. Især hvis vi skal et skridt videre med kompetenceudviklingen blandt seniorer end de enkelttilfælde der blæses op i medierne, om den 62-årige sælger der blev lærer og den 60-årige journalist, der blev jurist osv. Ressourcerne og kompetencerne er der hos den mest veluddannede generation af seniorer, og med den generelt længere levetid er der også mange år endnu, hvor en sådan ny uddannelse kan komme til gavn. Et interessant initiativ fra USA er den store IT virksomhed Intel, der for nylig har etableret det de kalder ‘Encore Fellowships’, hvor seniorer ansat i Intel kan få et 6 måneders stipendium til omskoling eller uddannelse til en ny tredje karriere. Hvornår får danske senior medarbejdere mulighed for at omstille og evt. uddanne sig til en ny karriere i den tredje alder? Delvis selvfinansieret med tilskud fra arbejdspladsen eller evt. via en ny uddannelsesorlov fra det offentlige?

At forbedre adgangen til civilsamfundet – dvs. adgangen til at udøve frivilligt arbejde, lyder umiddelbart ikke som en udfordring for nogen – ej heller for de frivillige organisationer. Alle kan vel gå direkte ind fra gaden og hjælpe til i en genbrugsbutik. Men det er måske netop denne lidt gængse opfattelse af, hvad frivilligt arbejde kan være, der er med til at blokere både for en større tilgang til frivilligt arbejde og for en udvikling af de frivillige organisationer. Mon ikke mange frivillige organisationer har brug for at markedsføre mangfoldigheden af ‘arbejdsfunktioner’ og måske også udvikle nye funktioner, der bedre kan matche kompetencerne hos nye ressourcestærke seniorer?

Selv om der således er flere aktører, der i høj grad kan bidrage til Aktiv Aldring ved at forbedre adgangen til arbejde, uddannelse og civilsamfund, så er det dog i overvejende grad en udfordring for seniorerne selv, at holde sig rask og selvhjulpen for så længe som muligt at være en aktiv medspiller i samfundet. Den udfordring har et stigende antal seniorer også taget op. Forskelligheden i livsstil blandt seniorer og udfasningen af fysisk hårdt arbejde har dog genereret så store forskelle blandt aldersgruppen fra 60-90, at det ikke længere er fornuftigt – og ikke har været det i lang tid – at forstå og omtale denne aldersgruppe som én ensartet gruppe.

Betegnelsen ’Den 3. alder’ blev oprindeligt udformet af professor Peter Laslett i bogen ’A Fresh Map of Life’. Det var hensigten, netop at tydeliggøre forskellen mellem de selvhjulpne og uafhængige ældre i den 3. alder og de ikke længere så uafhængige gamle i den 4. alder. En sammenblanding af de to meget forskellige aldersgrupper vil – ifølge Lasletts markante statement – ikke bare føre til mislykkede ældrepolitikker, men også til mislykkede liv.

Helt stik imod hensigten med netop at kunne skelne mellem de to meget forskellige aldersgrupper, så er betegnelsen ’den 3. alder’ i Danmark, desværre blevet opfattet som én samlet betegnelse for alle ældre, der har gråt hår og som har forladt arbejdsmarkedet. En sammenblanding der også har betydet, at vi meget sent har fået øje på, at der i vores tid er opstået en helt ny livsfase med stor frihed for den enkelte. En ny fase i livet som beboes af nye grupper af ressourcestærke 60 og 70 årige, som nogle kalder de gamle 30-årige eller de unge 90-årige, men som er det de er – nye 60 og 70 årige. En ny fase i livet der blev afgrænset og døbt for længe siden, men som først nu er ved at blive synlig og få sit eget liv.

I det europæiske år for aktiv aldring er der brug for at synliggøre den 3. alder som den nye fase i livet, der i Lasletts optik ligefrem er en bedre fase i livet end vi normalt har opfattet det. I stedet for at være en vanskelig overgang med identitetskrise og tab af arbejdsnetværk , ser Laslett den 3. alder som kulminationen i livet, hvor man på den ene side er frigjort fra de mange praktiske opgaver med børn og arbejde, og på den anden side stadigvæk er mange år fra at blive gammel og afhængig. En ny livsfase med mulighed for ny læring og vækst og for måske at yde de mest værdifulde bidrag i ens liv.

Adgangen til at bidrage gennem hele livet er netop afgørende for det gode liv, hvad historien om denne 90-årig dame, som jeg mødte i et mindre community udenfor London – kan illustrere. Under en sygdomsperiode var hendes naboer gode til at hjælpe med praktiske gøremål som at klippe hæk og gå tur med hunden. Rask igen – ringer hun til koordinatoren i sit community og fortæller, hvor glad hun er for at have modtaget så megen hjælp. ’Men’, siger hun, ’Det er svært kun at modtage. Jeg vil også gerne bidrage og give noget igen, selv om jeg har svært ved at se hvordan, når jeg er 90 år og blind’.

Den mulighed for at bidrage kunne koordinatoren imidlertid se, og hun blev meget glad, da han spurgte, om hun kunne lide at snakke i telefon og om hun i så fald ville hjælpe de mere ensomme beboere i kvarteret ved at ringe til dem – og snakke med dem en gang imellem. Hun var heldig at være et sted, hvor en snarrådig person kunne hjælpe hende med – at få adgang til at bidrage i hele livet.

Poul-Erik Tindbæk