Debatindlæg Politiken febr. 2012
Afskaf 65-rabatten – og slip senior-styrken løs
Når jeg som 65-årig vil foreslå, at DSB afskaffer 65-rabatten, er det fordi jeg regner med at få noget til gengæld. Noget der er mere værd end rabatten for en enkeltrejse. Og mere værd end de samlede 65-rabatter. Ikke bare mere værd for mig og mine jævnaldrende – men for os alle sammen.
Alder er ikke, hvad det har været, men 65 signalerer stadigvæk, at nu er det væk fra hovedsporet og ind på sidesporet med en bom for enden. Her er det så meningen, man kan kigge på – uden at forstyrre og fordyre. Og selv om seniorer er meget forskellige, bliver vi alle over én kam visiteret på samme klasse – opfattet og set på som gamle og svage, ja somme tider en byrde.
Det første jeg forventer til gengæld for 65-rabatten, er: At alder ikke længere bruges som kriterium for, om man kører på hovedsporet eller sidesporet, eller om man kan klare sig selv og fortsat bidrage til den fælles udvikling. Knap 20% af de 65-70 årige er i arbejde og godt 20% af de over 65 årige er aktive indenfor det frivillige arbejde. Det er en styrke blandt seniorer, der kan udfoldes langt mere. Hvis flere arbejdsgivere slukker for automatpiloten og erkender, hvor svært det kan være at undvære de erfarne medarbejdere. Og ikke mindst hvis flere seniorer selv skrotter stærke sindbilleder og ordskvalder, som at man skal ‘trække sig tilbage’, at man kun skal ‘nyde sit otium’.
Det andet jeg forventer, er noget vi allerede har, men som vi desværre ikke bruger: At vi får genanvendt og knæsat den vigtige forskel mellem den 3. alder og den 4. alder. Ligesom der er forskel på at være teenager og være voksen, så er der stor forskel på, om man er selvhjulpen og uafhængig i den 3. alder, eller man er afhængig af andre i den 4. alder.
I Danmark er betegnelsen den 3. alder helt misvisende brugt som én samlet betegnelse for alle, der har forladt arbejdsmarkedet. Godt hjulpet på vej af den dominerende ældre-pressionsgruppe, der har samlet alt fra 50-100 år under én hat. Når der skal lobbyes for ældres vilkår, er det godt at have mange medlemmer, men det har desværre også forplumret forståelsen af forskellen mellem den 3. og den 4. alder. Den 3. alder der er beskrevet som ikke blot en ny fase i livet, men som en kulmination med stor frihed til ny læring og vækst og for måske at yde de mest værdifulde bidrag i ens liv.
65-rabatten er symbol på en unuanceret opfattelse af ældre. Drop den – og gi’ rabatten til de, der kun lever på overførselsindkomst. Og slip så seniorernes styrker løs.
Poul-Erik Tindbæk
Senior konsulent, ph.d.
Råhøjvænget 57
8260 Viby J.
tlf 20642903
mail: petindbaek@gmail.com