Hvad er det vigtigste for et godt liv i den tredje alder?

Kronik i Politiken  – 18.12.18

Hvor forskellige fuldvoksne 60+’ere end er, så er der fire forløb, som er vigtige at gennemløbe for alle på vej mod det gode liv efter arbejdslivet.

Det kan jeg da nemt give et bud på, var min første reaktion, da jeg blev anmodet om at bidrage til en europæisk rundspørge om ’What is most important for well-being in later life’. Først efter jeg havde sagt ja, gik det op for mig, at jeg ikke skulle komme med et bud på, hvad der er vigtigst for mig for et godt liv i min tredje alder, men vigtigst som sådan – vigtigst for alle. Hvordan lige tackle den fætter, når man ved, at hvad der er vigtigt for den ene ikke nødvendigvis er vigtigt for den anden, og når man yderligere lægger til, at hvad der er vigtigt for fuldvoksne 60+’ere, er endnu mere forskelligt netop på grund af den voksende forskellighed i takt med flere år på bagen.

På jagten efter en fællesnævner- en fleksibel fællesnævner – der kan rumme forskelligheden, er jeg nået frem til fire forløb, som er vigtige, og som jeg påstår alle kommer igennem om end meget forskelligt, når de tager hul på den tredje alder. Den tredje alder, hvor langt de fleste er friske og raske i de mange år vi har fået med en længere levetid efter jobbet, før stigende skrøbelighed og sygdom sætter ind i den 4. alder frem mod døden. Nogle ankommer til den tredje alder med en fornemmelse og måske viden om, at det er noget nyt og ganske anderledes i livet, der nu folder sig ud efter udfasning af arbejdsliv og forældrerolle. Andre kommer dumpende mere eller mindre uforberedte måske forblændet af den forsødede fortælling om den store frihed og at det blot er en lang ferie – sådan ca. på 20-25 år. For langt de fleste gælder det dog, at overgangen til den spritnye fase i livet rummer flere barrierer og vanskeligheder end forventet. Nemmere bliver det ikke, når vanskelighederne oftest skal overvindes alene og uden en hjælpende hånd fra fagforening, arbejdsplads og kommune, der ellers hver især godt kunne have taget ansvar for en god vejledning, så livet efter arbejdslivet også bliver godt. Overgangen fra et langt arbejdsliv til den tredje alder er en solo-hændelse og måske den vanskeligste forandring i voksenlivet.

1. En ny begyndelse

Fortællingen man træder ind i, den dag man cykler hjem fra afskedsreceptionen på jobbet og med ekkoet af kollegernes sang om, hvor heldig man er, at det nu er slut med arbejde resten af livet, handler mere om afslutning og ophør, end den handler om opstart og en ny begyndelse. Pensionisttilværelsen beskrives og opfattes i vores kultur som en ensartet nedadskruende livsperiode, uanset om man er 65 år og fit for fight eller 95 år og færdig som førsteelsker. Der er kun ét kapitel i den fortælling, der nok har frihed og ferie i titlen, men som fra første sætning introducerer en ensidig forfaldshistorie fysisk og mentalt frem mod den endelige afslutning på livet.

Alt dette gør det selvfølgelig ikke nemmere for den enkelte at se og opfatte sin egen fortælling som nyslået pensionist, som en ny begyndelse. Mange er måske forblændet af fortællingen om, at det blot er en lang ferie, og ferier kræver jo ikke den store forberedelse. På den måde bliver flere taget på sengen i en grad, så det kan blive sværere at komme ud af sengen, når lysten til samvær med kolleger og daglige udfordringer ikke trækker i takt med vækkeurets kimen. De overrumples, og ser det ikke som en ny begyndelse.

Men når stærke sociale roller som at være arbejder og at være forælder bliver udfaset i livsperioden fra 55-75 år, og helt nye roller som bedsteforælder og hjemmegående med masser af fritid popper op, kan man godt tale om en ny fase i livet, sådan som sociologen Robert Havighurst beskrev det for godt 50 år siden. Endnu tydeligere bliver optegningen af den tredje alder som en ny begyndelse hos professor Peter Laslett, hvor han for knap 30 år siden beskriver den tredje alder, som ’kulminationen i livet, hvor den enkelte kan levere de vigtigste bidrag’. Endelig kan man med en gennemsnitlig levealder på 80 år, vanskeligt se den sidste 20 års periode fra 60-80 år, som andet end en ny fase i livet, der fordrer helt nye formål. De mål som man blev oplært i og satte sig i den første 20 års periode; at få en uddannelse, et job, en partner og en familie, kan man efter endnu to 20 års perioder som 60 årig sætte flueben ved – et eller flere afhængigt af, hvor omskiftelig tilværelsen har formet sig. Man har nået de oprindelige mål, som man satte sig tidligt i livet, og med en fjerde og sikkert sidste 20-års livsfase foran sig er der brug for at finde frem til nye formål.

Livet i den tredje alder må vel handle om noget andet end at få et arbejde, få børn og familie, – selv om flere friske fuldvoksne ikke lader sig inddæmme af netop den slags normer. For at få et godt liv i den tredje alder, er det derfor vigtigt, at få øje på startlinjen til den nye begyndelse, og giver sig selv en tænkepause til at finde frem til de nye formål i livet. Vi har for lidt eksakt viden om, hvordan 60+’ere forbereder sig til den tredje alder, men det er mit indtryk at de færreste bevilger sig selv en tænkepause til at finde en kompasnål for deres egen retning og egne formål i livet i den tredje alder. Netop det handler de næste tre forløb om.

2. Flere gode år

Hvis det er et fåtal blandt de fuldvoksne 60+’ere, der ser starten på den nye livsfase mellem voksen og gammel, som en ny begyndelse, så er det et flertal, der er særdeles aktive i det andet forløb, der er vigtigt for et godt liv i den tredje alder: At man holder sig sund og rask, fysisk og mentalt i flere år, så man kan forlænge den tredje alder, hvor mange er på toppen af deres ydeevne, og måske forkorte den fjerde alder med skrøbelighed og sygdom.

Det er ikke altid nemt at ændre på indgroede sundhedsvaner, selv om man godt ved, at det f.eks. er uhensigtsmæssigt at ryge eller drikke for meget rødvin. Det var Apple-grundlæggeren Steve Jobs, der efter at have fået konstateret kræft, sagde, at ’døden er livets forandringsagent’. Lignende historier hører man ofte fra folk, der i en sen alder formår at ændre livsstil med omlægning af kostvaner og motionsvaner. At det først var efter en alvorlig sygdomsperiode, at ønsket om flere gode år bøjede viljen og energien til at droppe langtidsparkering i sofaen til fordel for vandreture, cykling og måske jævnlige besøg i fitness centre.

Allerede for flere år siden kunne man høre fitness-kæderne juble, at formiddagstimerne nu også var tæt på udsolgt til en ny målgruppe – seniorer 60+. Ikke bare i træningslokalerne, men som noget nyt også omkring kaffemaskinerne. Men netop den halve times kaffemik skal man ikke kimse af. Måske har den lige så stor betydning for flere gode år i den tredje alder, som den hele time med høj puls på løbebåndet. I de senere år er man blevet mere opmærksom på, at lige så vigtigt det er at udfordre kroppen fysisk for at styrke immunforsvar og helbred, lige så afgørende er de mentale sundhedsvaner med gode sociale relationer, et positivt livssyn og daglige hjerneudfordringer. I et nyere studie fra USA konkluderer prof. Julianne Holt-Lundstad, ’At ensomhed og social isolation er et stigende sundhedsproblem. Det ensomme liv kan i sidste ende resultere i en langt tidligere dødelighed, og det kan endda overskygge fedme som folkesygdom’.  Vi ved også, at den højeste selvmordsrate herhjemme findes blandt ældre mænd, der er blevet alene og ensomme. Skrækhistorier er gode til at skabe opmærksomhed, og nogle gange er de nødvendige for at få 60+’ere til at gøre alvor at ønsket om at få en bedre livsstil og mere hensigtsmæssige sundhedsvaner – og flere gode år i den tredje alder.

3. Gøre noget man godt kan li’.

Det tredje forløb, der er vigtigt for et godt liv i den tredje alder, kommer næsten af sig selv, skulle man tro. At fylde sit liv med aktiviteter, man godt kan lide, og som man er god til. Jamen det behøver man da ingen vejviser til, for er det da ikke bare det folk gør, når de nu også har tiden til det? Jo selvfølgelig. Især for de 60+’ere, der har fundet deres passion (’find din passion, og du trækker dig aldrig tilbage’), eller som allerede er i fuld gang med en hobby eller med at passe og pleje en have. Havepleje som både bogstaveligt og i overført betydning er franskmændenes totalopfattelse af det gode liv efter arbejdslivet: ’Il faut cultiver son jardin’.

For andre kan det imidlertid være vanskeligere end forventet at finde frem til aktiviteter, man er god til og som gør én glad. Det er nemlig ikke så ligetil for alle efter 30-40 år på jobbet, at genfinde mulighederne for, hvor man kan udfolde sine talenter, bruge løs af sin erfaring og know-how og mærke, at der er brug for en, og at man fortsat kan gøre en forskel. Sådan som man har oplevet det og fundet det ’naturligt’ på jobbet i mange år. Et af problemerne med overgangen fra et langt arbejdsliv er jo netop, at man kun ser frem til alt det man får, ferie og frihed til at gøre lige, hvad man vil, og glemmer at se tilbage, på alt det man mister. Man kan sige, at for mange er den store udfordring som nyslået pensionist, at finde ud af, hvordan man kan genfinde noget af det, man har mistet herunder samvær med kolleger og muligheden for at gøre noget man er god til, og så kombinere det med friheden man har fået.

En vej at gå, hvis man ikke lige kan få øje på, hvor og hvordan man kan fylde sit liv med noget, man er god til og godt kan lide, kan være at bruge en dags tid på øvelsen: Hvad gjorde jeg, når jeg var bedst? Start med at tænk tilbage på hele dit liv, og prøv at opliste 10 situationer, hvor du har været rigtig god og haft det allerbedst. Det kan være fra skolen, jobbet, foreningsaktivitet, familien m.m., hvor du følte, at du var fuldstændig tilfreds med at gøre, hvad du gjorde på den måde, du gjorde det.  Prøv så at se nærmere på 4-5 af dine erindringer, hvor du var allermest involveret og engageret og forklar lidt mere detaljeret, hvorfor det lykkedes så godt. Begivenheder og forklaringer er nøglefaktorer, når du afrunder øvelsen med at skitsere, hvad du gerne vil overføre til dit liv i den tredje alder af de bedste elementer fra dit arbejdsliv og dit liv uden for arbejdet. En øvelse der kan blotlægge bærbare trædesten til det gode liv i den tredje alder.

4. Gøre noget godt for andre

En af forklaringerne på hvorfor den tredje alder ikke bare byder på et godt liv, men direkte kan blive ’kulminationen i livet’, kommer den amerikanske forsker Jonathan Rauch med i sin nylig udsendte bog ’Hvorfor livet bliver bedre efter de 50’. I forlængelse af psykologers mangeårige forskning i den U-formede lykkekurve, hvor unge og ældre føler sig relativt mere lykkelige end de midaldrende, konkluderer Rauch i sin undersøgelse, at det i høj grad skyldes, at man med alderen bevæger sig væk fra individuel konkurrence og ambition og hen mod gode sociale relationer og omsorg for andre.

Den bevægelse er måske også, hvad der kommer til udtryk i den seneste opgørelse over hvilke aldersgrupper, der involverer sig mest i ’at gøre noget godt for andre’. I frivilligrapporten fra 2016-18, hvor det aktive medborgerskab registreres, viser det sig, at det er aldersgrupperne 65-70+, der er allermest aktive med ugentlige bidrag til at løse sociale problemer. Hele 85 % af de adspurgte peger på, at det der motiverer til at bruge løs af egne erfaringer og talenter inden for det frivillige, er oplevelsen af ’at hjælpe andre og gøre en forskel’.  Den bevægelse og den psykologiske udvikling der finder sted med årene, har psykologen Erik Erikson sammenfattet i begrebet ’generativity’, der forstås som en evne, der udvikler sig med alderen til at overskride personlige interesser for at give omsorg for både yngre og ældre generationer.

For mange, der runder det såkaldt ’skarpe hjørne’, er tiden kommet til, at give noget tilbage af alt man har fået og oplevet igennem livet. Hvad langt de fleste også gør i forhold til deres egne børn og børnebørn og til familie og gode naboer. For at finde vejen til en lang og god livsfase i den tredje alder, er det vigtigt at fylde sit liv med aktiviteter, der giver en personlig tilfredsstillelse. For mange giver det dog en ekstra tilfredsstillelse at opleve, at der fortsat er brug for én, og at al den erfaring og know-how man har, fortsat kan omsættes og bidrage med noget, der har værdi for andre.