60+ en ny begyndelse – i praktik som frivillig
I forbindelse med fejringen af Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018 startede vi et pilotprojekt i slutningen af oktober måned for 10 seniormedarbejdere ansat i Aarhus kommune. Det er målet med forløbet, der omfatter to dages workshop med efterfølgende snusepraktik som frivillig, at åbne vinduet til et kig på de mange år efter arbejdslivet og efterfølgende i snusepraktikken som frivillig at afprøve, hvor man kan ’finde nye mål, nye kolleger og nye veje til fortsat at gøre en forskel’.
Seniormedarbejderne har nu fundet deres praktikpladser som frivillig, og undervejs i snusepraktikken der strækker sig frem til den 14. december, udveksles der korte dagsbogsnotater om, hvordan det er at være frivillig – hos bla. Wee-Food, ’Glæden’, Mødrehjælpens børnetøjsbutik, Home-Start, Kirkens Korshær systuen og vinterherberget m.m.
Her er nogle af de første dagbogsnotater:
>> Jeg var på arbejde i Wefood i fredags og det var en god oplevelse! Søde ’kolleger’, varierende opgaver (opfyldning, prismærkning, salg, oprydning). Der er travlt – mange kunder hele tiden, så jeg kunne godt mærke min krop og især ben efter de 4 timer. Man kan frit vælge vagter efter tid og lyst, hvilket er en kæmpe fordel. Dermed kan man også supplere med andre frivillig projekter, f.eks. indenfor Rethinkers, hvor det kan være lidt mere kulturelt inspirerende.
>> Vi var på vores første dag som praktikanter hos ”Glæden”, som er et frivilligsted, hvor voksne mentalt handicappede kommer hver mandag eftermiddag og hygger, spiller og snakker om gamle dage. Vi blev godt modtaget af lederen som kort fortalte os, hvad de stod for. Herefter blev vi præsenteret for brugerne, som var 4 glade borgere og som vi hurtigt kom i kontakt med. Vi brugte tiden til at snakke, se billeder og spille et spil, hvor vi hver trak et kort, hvorpå der stod en kort sætning, som vi så talte ud fra. Vi fik godt nok genopfrisket vores barndom/ungdom. Alt i alt en rigtig god eftermiddag og vi gik glade og fyldt med energi derfra. Vi glæder os allerede til næste mandag.
>> Sidste lørdag havde jeg en aftenvagt på Vinterherberget i Mindegade under Kirkens Korshær. Det var fra kl 20 – 01.00. Der er 20 senge, og opgaven er at lave suppe, kaffe m.m., servere og sørge for, at der anvises en seng. Endvidere at gå runder på stuerne og se til, at der er nattero.
Der blev hurtigt fyldt op, et meget belastet publikum. Rumænske og polske flaskesamlere, og tiggere, nok også småkriminelle. Flere med misbrugsproblemer.De spiste store mængder skoldhed suppe – de var medtagne af kulden – og drak kaffe. Så blev der sludret en halv time, og så gik de så til ro. Det så pudsigt ud: de faldt nærmest i søvn på stolene, når de havde fået mad. De orkede knapt nok lægge sengetøj på.
Det store emne blandt dem og de frivillige var, at en af de faste gæster samme eftermiddag døde af en overdosis, et underligt stof indkøbt på Klostertorv. Folk talte om den pludselige død, der er risikoen, når man ikke har styr på, hvad man sprøjter i årene. En barsk verden.
>> Så har jeg været i snusepraktik i Systuen Nål&Tråd – Kirkens Korshær Nørre Alle, Aarhus. En mega fed oplevelse. Huset summer af åbenhed og liv – der er plads til alle og de tager i mod en med åbne arme. I min praktik fik jeg snakket med andre frivillige som samstemmig sagde ” Man bliver afhængig af huset og dets åben- og imødekommenhed”. Det er helt sikkert et sted jeg vender tilbage til, når tid tillader det.
I praktik som pensionist: Seniorer snuser til et liv efter arbejdsmarkedet – Århus Stiftstidende 2019-01.01.
Der er et spændende og aktivt liv efter arbejdsmarkedet, hvis man bliver frivillig, når man en dag går på pension fra arbejdsmarkedet. Anne-Mette Kallehauge og ni andre seniormedarbejdere fra Aarhus Kommune har været ude og snuse til det frivillige liv.