Poul-Erik er skoleonkel: »Selv om jeg har mine egne børnebørn, så har jeg svært ved at forlade de her unger«
Den 72-årige Poul-Erik Tindbæk vil ikke gennes ud på sidelinjen med sin pension i hånden. Han vil vedblive med at lave noget meningsfuldt, og det gør han som frivillig på den lokale skole i Stavtrup ved Aarhus.
MARTIN BURLUND
Når Poul-Erik Tindbæk træder ind i klasseværelset som såkaldt skoleonkel på Højvangskolen i Stavtrup ved Aarhus, er han helt bevidst om, hvilken rolle han spiller for de unge mennesker, som han tilbringer to-tre timer med en gang om ugen.
»De har brug for at blive set, og læreren kan ikke nå at give alle børnene den opmærksomhed, de har brug for. Derfor er jeg glad for at kunne bidrage med min tilstedeværelse,« siger Poul-Erik Tindbæk, der har været skoleonkel i fire år.
Sammen med 12 andre seniorer deltager han i undervisningen på 1. til 4. klassetrin og giver med sin fremskredne alder på 72 år (og ikke-læreruddannede baggrund) børnene et andet voksenbillede, end de er vant til at møde i skolen.
Men det er ikke kun for at hjælpe børnene, at Poul-Erik Tindbæk bruger sin tid med eksempelvis at hjælpe dem med at lære at læse. Samværet får ham til at føle, at der er brug for ham, og at livet efter at være trådt ud af arbejdsmarkedet stadig giver mening.
»Det er alle tiders fornemmelse. Når man forlader en arbejdsplads, hvor man har været gennem hele sit arbejdsliv og mister sine kolleger, vil man gerne lave noget meningsfuldt, og her føler jeg virkelig, at der er brug for en,« siger han.
I en undersøgelse fra 2017, ”Frivilligrapporten”, der er udarbejdet af Center for Frivilligt Socialt Arbejde og finansieret af Børne- og Socialministeriet, fremgår det, at seniorer over 70 år som aldersgruppe har en højere andel af frivillige end andre aldersgrupper – nærmere bestemt viser undersøgelsen, at 44 pct. af de +70-årige er frivillige. I 2010 var tallet 35 pct. Og i samme periode er antallet af ældre over 70 år steget.
»Det, der er ved at ske, er, at seniorer er ved at lave en ny fortælling om livet som pensionist i stedet for den gamle fortælling om, at livet som pensionist bare er én lang ferie,« lyder analysen fra Poul-Erik Tindbæk.
Ansvar for lokalsamfundet
Fagforeningen 3F har udtrykt bekymring over for den stigende organisering af frivillige på kommunalt niveau. Men Poul-Erik har ikke noget imod, at gruppen af seniorer på frivillig basis er med til at højne velfærdsniveauet.
»Jeg synes, vi kan se konturerne af et velfærdskompagni, der er klar til at lave nogle meningsfulde aktiviteter. Mange er friske og raske, og de kan levere meget mere velfærd end tilfældet er nu. I skolen og i børnehaven kan de kommende generationer få en ekstra voksen. Det er der brug for,« siger han.
»Vi gider ikke bare gennes ud på sidelinjen med vores pension i hånden. Vi vil inviteres indenfor til at lave nogle af de sjove ting. Der burde kommunerne jo i langt højere grad udforme nogle tilbud til de ældre, som føler et ansvar over for deres lokalsamfund,« siger han.
I disse tider gør Aarhus sig bemærket ved at være europæisk hovedstad på flere fronter.
I år er Aarhus europæisk frivillighovedstad. Det er en titel, som hvert år tildeles en europæisk kommune, der har gjort sig særligt bemærket i forhold til frivillighed. I Aarhus’ tilfælde har juryen fremhævet, at Aarhus Byråd har vedtaget en medborgerskabspolitik, som man måler og følger op på i byen.
Sidste år var Aarhus europæisk kulturhovedstad, hvilket ifølge Poul-Erik Tindbæk var en fest for særligt de ældre frivillige. Byen hyrede en frivilligkoordinator, som fandt 3.000 frivillige – såkaldte rethinkers – til at være frivillige service- og turistguider. En stor del af disse var seniorer, som stolt fik lov til at vise deres by frem for kulturhovedstadens gæster.
»Det skabte sammenhold, identitet og gav os frivillige en helt unik oplevelse, samtidig med at gæsterne fik helt unik viden om byen. Det handler bare om at række hånden ud, og det samme gælder for de opgaver, som vi løser. Velfærden kan få et ordentligt boost, hvis bare man inviterer os indenfor,« siger Poul-Erik Tindbæk.
Illusionen om livet på pension
Når man forlader en arbejdsplads, hvor man har været gennem hele sit arbejdsliv, vil man gerne lave noget meningsfuldt, siger Poul-Erik Tindbæk. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Poul-Erik Tindbæk er ud over at være skoleonkel også foredragsholder om livet efter arbejdsmarkedet. Fra de mennesker, han møder til sine foredrag, ved han, at det ikke altid er nemt at håndtere al den fritid, som man får, når man går på pension.
Ifølge den tidligere projektleder, der selv gik på pension i 2014 i en alder af 68 år, er det meget forskelligt, hvordan seniorer tager fat på livet som pensionist. Nogle gange kan det dog være svært at fortælle om vanskelighederne ved den ekstra fritid, når så mange – og ikke mindst de, der er i arbejde – kun hæfter sig ved, at det er en ”lang ferie”, og at man slipper for en masse problemer.
»Det er vigtigt i sådan en vanskelig overgang efter måske 40 år på arbejdsmarkedet at finde en måde at bruge sine talenter på. Men det er ikke alle, der klarer det lige let. Særligt mange mænd bliver dybt deprimerede og sidder bare i en stol i årevis og læser avisen,« siger Poul-Erik Tindbæk.
Han forklarer, at ferie og det at udleve sine drømme er koblet op på vores fortælling om at gå på pension. Men fortællingen skal justeres med de mulige negative sider ved at gå på pension. For folk finder først ud af de negative sider, når de står i situationen.
»Mens man stadig er på arbejdsmarkedet, tænker man “bare det var mig, der skulle ud og rejse og være sammen med familien”, når de andre går på pension. Men mange får et chok, når de skal være sammen med konen 80 pct. af tiden i stedet for 20 pct. af tiden,« siger Poul-Erik Tindbæk, som har set flere eksempler på, at folk vender tilbage til arbejdsmarkedet på grund af rastløshed.
»Dåbsattesten bør ikke diktere, om man kan fortsætte på arbejdspladsen.«
Uddannet bedstefar
Skoleonklen Poul-Erik Tindbæk er ikke uddannet lærer, men han er uddannet forælder og bedsteforælder, siger han. Han vil gerne tage kurser, så han kan være en endnu bedre skoleonkel. Særligt for de elever, der kræver særlig opmærksomhed.
Børn og Unge-forvaltningen i Aarhus Kommune er lige nu i gang med at udvikle et kursus til skoleonkler og skoletanter, så disse kan blive klædt bedre på. Det passer Poul-Erik Tindbæk fint, da han gerne ser, at kvaliteten af hans tilstedeværelse højnes.
Han mener, at der er rigelig tid til både at dyrke sin store interesse – fodbold – være foredragsholder og være bedstefar for sine børnebørn.
Selv om han bruger tid som skoleonkel, fordi han gerne vil give børnene sin opmærksomhed, lærer han samtidig ting af børnene, som hans egne børnebørn ikke nødvendigvis kan lære ham.
»Man lærer forskelligheden blandt børn, og man bliver overrasket over, hvor åbne og nysgerrige de er, hvilket gør, at man selv bliver mere åben. Selv om jeg har mine egne børnebørn, så har jeg svært ved at forlade de her unger, og det siger lidt om, hvor glad jeg er for det her. Alle er glade for det. Os ældre, børnene, lærerne og forældrene.«
