Stærke seniorer vil arbejde længst muligt.
Men ikke alle kan arbejde fuld tid. Ekspert i seniorlivet efterlyser tænkepauser og mulighed for gradvis nedtrapning.
BESKÆFTIGELSE
Af Pia Richter – Aarhus Stiftstidende 30-07-2016
ÆLDRE: »Tillykke med de 65! Og farvel og tak!«
Det kan formuleres på mange måder, men betydningen er den samme: Langt de fleste danskere forlader arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen eller efterlønsalderen. Men alder er ikke sidste salgsdato for alle.
Vi lever længere og sundere end nogensinde før. Og vi bevarer arbejdsevnen langt op i livet.
»Alligevel er normen stadig, at man ikke bliver ved med at arbejde, når man kan slutte. Vi er så gode til at gøre det, andre forventer af os. Hjemmet. Arbejdspladsen. Samfundet. Hvis normen er, at man holder, så gør man det. Det viser en undersøgelse, SFI har lavet. Den mest almindelige grund til at forlade arbejdsmarkedet er nogle stærke, usynlige kræfter,« siger chefkonsulent og ph.d. Poul Erik Tindbæk, som driver virksomheden en3karriere.
Han er selv 70 og har i otte år beskæftiget sig med rådgivning af virksomheder og medarbejdere tæt på pensionsalderen. Hvad kan de bruge sig selv og hinanden til, hvor længe og hvordan?
Tid til en ny fortælling
Poul-Erik Tindbæk forstår ikke den fremherskende fortælling om de ældre. Den handler oftest om truende forfald. Og den signalerer, at det nærmest kun kan gå for langsomt med at blive pensionist og nyde resten af livet som en lang, velfortjent ferie.
Hans mission er at være med til at udbrede en anden fortælling. »Efter sidste arbejdsdag har mange måske 25 gode år foran sig. De er fulde af kompetencer og talenter, som de kan bruge til glæde og gavn både for sig selv og for samfundet. Er det rimeligt, at samfundet siger, de skal passe sig selv? Jeg synes, det er hul i hovedet.«
Det er en holdning, han deler med flere og flere i samme livsfase. En ny stærk generation af seniorer står klar til at fortsætte arbejdslivet så længe som muligt og dermed være med til at bidrage til samfundsøkonomien. Spørger man dem, som har fulgt normen og forladt arbejdsmarkedet, siger hver tredje, at de gerne ville være blevet lidt længere. Det viser Ældre Sagens undersøgelse, Fremtidsstudiet 2015.
Uambitiøs pensionsreform
Og det er helt i tråd med de erfaringer, Poul-Erik Tindbæk har høstet som seniorkonsulent: »Hvis folk synes, de har et meningsfuldt arbejde, vil de gerne blive ved så længe som muligt. De fortsætter med at arbejde af lyst, ikke af nød.«
Et langt arbejdsliv er ikke kun til glæde for den enkelte. Den voksende aldrende arbejdsstyrke er formentlig en forudsætning for at samfundet kan hænge økonomisk sammen i fremtiden.
Derfor er det også besluttet at hæve pensionsalderen gradvist. Men det er en gratis omgang for beskæftigelsesministeren, mener Poul-Erik Tindbæk: »Det er ikke ham, der skal ansætte de 67-årige. Der er ingen sanktioner for de arbejdsgivere, der fravælger de ældre, ingen stramninger, ingenting, der skal bane vejen for det lange arbejdsliv, og lige nu er praksis ikke, at virksomhederne foretrækker de 65- 67 årige frem for de 35-40 årige.«
En anden indvending han har er, at der er stor forskel på de + 65-årige og deres arbejde. Noget er mere belastende end andet, og ikke alle vil være i stand til at passe deres arbejde på fuld tid frem til en sen pension.
»Regeringen kunne godt have været mere ambitiøs, da den bare foreslog at udsætte pensionsalderen for at sørge for at der er arbejdskraft til rådighed i fremtiden,« mener han.
Mulighed for nedtrapning
Poul-Erik Tindbæks idékatalog er omfattende. For eksempel mener han, at alle seniorer kunne have gavn af en tænkepause, hvor de for bereder sig på deres nye livsfase. Desuden ville det være oplagt med overgange og nedtrapningsmuligheder.
»Det er meget rigidt at sige, vi skal arbejde på fuld tid, indtil vi skal på pension. Og så kan vi passe os selv. Den bedste måde at slippe det lange arbejdsliv, man har øvet sig på i mange år, er da at trappe langsomt ned med deltidsarbejde. Arbejdsgivere kunne tage en samtale en gang om året med deres medarbejdere og planlægge arbejdstiden det kommende år. Det kunne komme mange til gavn. De unge børnefamilier kan også have brug for at skrue op og ned for arbejdstiden. Men det er især vigtigt for dem, som skal slutte arbejdslivet. «
Den mulighed kunne være lovpligtig. Så ville der komme en ny fortælling om, hvordan det er at blive ældre – fra oven. I stedet vokser nye fortællinger op nedefra. Poul-Erik Tindbæk genfortæller med glæde en, han tilfældigvis hørte om, da han skulle holde foredrag om emnet i Haderslev:
»Det var en gammel rørlægger, som var gået på pension som 65-årig, som det var forventet af ham. Efter et halvt års tid havde han det sådan, at enten begyndte han at arbejde igen, eller også lagde han sig til at dø. Han spurgte sin gamle mester, om der da ikke var brug for ham. Og det var der jo. Han fik arbejde fire dage om ugen. I dag er rørlæggeren 72. Han arbejder stadig, men nu kun tre dage om ugen. Og det passer ham fint!«