Kvinder tager på kursus i livet som pensionist
AF BJØRG TULINIUS – Kristeligt Dagblad – 10. maj 2016
Susanne Vestkjær Petersen er 61 år og arbejder som hjemmesygeplejerske. I princippet kunne hun gå på efterløn om et år, og derfor er hun blandt kursisterne til to dages workshop om overgangen fra livet på arbejdsmarkedet til tilværelsen som efterlønner eller pensionist. – Foto: Henning Bagger/Scanpix / Scanpix Denmark
22 kvinder fra sundhedssektoren har deltaget i workshoppen ”Din tredje karriere” i Virklund for at forberede sig på de sidste år på arbejdsmarkedet og livet som pensionist. Idéen er at få folk til at forholde sig til tilværelsen efter arbejdslivet, inden de forlader det
”
Vi gør så meget ud af at forberede folk på arbejdsmarkedet. Men der er ingenting, når vi skal forlade det.”
Sådan siger chefkonsulent og ph.d. Poul-Erik Tindbæk, der igennem de seneste år har udbudt kurser for seniormedarbejdere, der står foran deres sidste år på arbejdsmarkedet og derfor kan begynde at ane fremtiden som pensionist.
”Der er bare en overleveret fortælling om, at pensionisttilværelsen er én lang ferie, man skal ud på – og det skal man da nok selv finde ud af. Så enkelt er det bare ikke. For rigtig mange mennesker betyder afskeden med jobbet nemlig ikke kun mere tid og hygge, men også tab og savn. Og det har vi brug for at forholde os til, inden vi pludselig står der.”
På kurser af to dages varighed får han kursisterne til at overveje, hvad de både glæder sig til og frygter ved deres næste fase i livet. En fase, Poul-Erik Tindbæk kalder ”Din tredje karriere” og ”livet som fuldvoksen”. Men han får dem også til at tænke over, hvad de skal stille op i forhold til netværk, sundhed og økonomi, når der ikke længere er for eksempel kolleger at småsnakke med, faste tider, der skal passes dagligt, eller en sikker indtægt hver måned.
I denne uge er det 22 kvinder fra sundhedssektoren, der er dukket op på kursus i Virklund ved Silkeborg. Den yngste er 58 år, den ældste 64 år, og nu sidder de godt blandet ved fem borde med glaskander, papirblokke og kuglepenne foran sig, mens Poul-Erik Tindbæk indleder dagen og kommer med et oplæg til den første snak i grupperne.
I den ene gruppe sidder Else Anine Jensen. Hun er sundhedsplejerske og en af dem, der snart skal til at sige, at hun er holdt op med at arbejde, når hun sidder til middagsselskab og bliver spurgt, hvad hun laver.
”Min største frygt er ikke så meget det med at få tiden til at gå. Den går helt af sig selv. Men det er det med at få mening i tilværelsen og føle, at man stadigvæk gør en forskel. Og jeg vil altså ikke være fuldtidsbedstemor. Jeg har derfor tænkt, at jeg vil være frivillig i ’Home Start’, en forening, der hjælper trængte børnefamilier. Der er mange tidligere sundhedsplejersker med, og de mangler hænder.”
Netop frivilligt arbejde er også noget af det, Poul-Erik Tindbæk fremhæver som et af de elementer, der kan være med til at sikre høj livskvalitet som pensionist. På en af sine plancher viser han, at folk, der udfører frivilligt arbejde, både lever længere, har færre depressioner, er sundere både fysisk og mentalt, samt at det forebygger demens.
Kursisterne skal blandt andet overveje, hvad de både glæder sig til og frygter ved deres næste fase i livet. I baggrunden kursusleder Poul-Erik Tindbæk. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Men det er ikke alle, der ser det som den mest oplagte mulighed.
”Alle forventer på en måde, at man som pensionist skal gå i gang med noget frivilligt arbejde. Det hænger mig faktisk langt ud af halsen,” siger Marie Birgitte Søe-Knudsen, og hendes gruppefælle Kirsten Breindahl supplerer:
”Der er jo nærmest ingen grænser for, hvad man kan byde ind med af frivilligt arbejde, efterhånden som der bliver skåret ned i det offentlige. Det er ikke helt i orden. Men det vigtigste er i hvert fald at holde hjernen i gang. Folkeuniversitetet har for eksempel mange spændende forløb, som jeg godt kunne blive fristet af.”
I gruppen ved siden af er det også pointen med at få udvidet sin horisont og holde sig mentalt i gang, der er fokus på.
”Det er vigtigt at følge med i, hvad der sker i samfundet. Jeg har oplevet, at nogle bliver så selvcentrerede og navlebeskuende, når de går på pension. At deres verden bliver mindre og mindre – og at rigtig mange kun kan tale om sig selv og deres egen sygdom. Det er simpelthen så afgørende, at man kan blive ved med at byde ind med noget interessant,” siger Ann Natorp Tobiesen.
”Men hvorfor så ikke starte pensionisttilværelsen med at tage en tur i kloster? Eller gøre det inden?”, indskyder Susanne Vestkjær Petersen og fortsætter:
”Vi vil så meget, har så mange idéer til, hvad vi skal, og det bliver så diffust det hele. Jeg tror, det kunne være sundt at bruge noget tid på at finde ind til sig selv og have roen til det i stedet for kun at have fokus på alt det udadrettede.”
I kaffepausen fortsætter snakken ved bordene, og bagefter tager Poul-Erik Tindbæk fat på dagens næste emne: netværk.
Poul-Erik Tindbæk giver kursisterne idéer til, hvordan de skal bruge den næste fase i deres liv. – Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
”Jeres netværk kan være både stærke og svage. Men de er allesammen afgørende både for jeres fysiske og mentale sundhed. Og måske er I slet ikke opmærksomme på det i dagligdagen, men vi får faktisk opfyldt en stor del af vores sociale samvær, når vi er på arbejde. Hvad gør I så, når det er væk? Nu vil jeg bede jer om først lige at sidde lidt for jer selv og tænke over jeres forskellige netværk og så i gruppen tale om, hvordan I både forbedrer og måske også udvider jeres netværk, når I ikke længere møder ind på arbejde.”
Den daglige småsnak ved kaffemaskinen. Også med dem, man ellers ikke kalder for sine venner, men alligevel ser oftere. Et godmorgen på gangen – og en, der husker at spørge til, hvordan søndagens udflugt så gik.
”Det har jeg aldrig spekuleret på før. Men måske kommer jeg til at savne det – måske betyder det faktisk noget,” siger Susanne Vestkjær Petersen efter nogle minutters stilhed og egentid i grupperne.
”Og det er jo ikke kun kollegerne. Det går pludselig op for mig, at jeg da også kommer til at savne alle borgerne, som jeg kommer ud til som hjemmesygeplejerske. At høre deres historier,” fortsætter hun.
Som 61-årig har Susanne Vestkjær Petersen mulighed for at gå på efterløn om et år, men hun kan mærke, at hun slet ikke er parat til at stoppe arbejdslivet endnu og begynde på tilværelsen som efterlønner eller pensionist.
Og faktisk er det ofte det, der sker efter kurserne, fortæller Poul-Erik Tindbæk.
”Når folk har haft mulighed for at få tid til at forholde sig til både de sidste år på jobbet og den fremtid som pensionist, der snart er mulig for dem, så beslutter hver tredje sig faktisk for at blive længere tid på jobbet.”
Samtidig fortæller han, at ud af de 800 kursister, der efterhånden har været på hans workshops, føler 95 procent sig generelt mere afklarede på fremtiden, og næsten halvdelen beslutter sig for at gøre en indsats som frivillig, når de stopper på arbejdsmarkedet.
Poul-Erik Tindbæk er selv fyldt 70 år. Kurserne er hans bidrag til at få samfundet til at forstå, at vi skal have ændret vores billede af ”de ældre”.
”Vi har en generation i dag, der begynder at pille ved samfundets norm om, at man er færdig på arbejdsmarkedet som 65-årig. Og det er virkelig positivt, synes jeg, for rigtig mange er på det tidspunkt på toppen af deres ydeevne og har masser af værdifulde erfaringer, arbejdspladsen kan nyde godt af.”
