ERFAREN PLUSPERSON – PORTRÆT AF EN SKOLEONKEL
I nærheden af Højvangskolen i Stavtrup i udkanten af Aarhus ligger et vandhul. Børnene har døbt det Salamandersøen. Når det passer med skemaet, tager Poul-Erik Tindbæk sammen med sin andenklasse derned og sørger for, at ingen dratter i vandet af bare iver for at fylde de små fiskenet med haletudser. Så kan lærerne koncentrere sig om at forklare, hvad det er, poderne får hevet i land.
Sidste år blev Poul-Erik 68 år og stoppede på sit fuldtidsjob for at starte eget konsulentfirma med pensionen ved siden af. Det betyder, at der også er blevet tid til at give den som skoleonkel i 2.a på Højvangskolen en gang om ugen. Det giver mening både for ham, for lærerne og ikke mindst for ungerne, der siger, at han minder om deres bedstefar, og skyder hans alder til et sted mellem 45 og 98 år.
Pligt at give tilbage
I et langt arbejdsliv har Poul-Erik knoklet for at skabe muligheder på arbejdsmarkedet for borgere med anden etnisk baggrund, unge med sociale problemer og ikke mindst seniorer.
Han havde længe grublet over, hvordan han bedst muligt kunne bruge sine kræfter, når han selv fik mere tid efter fuldtidsjobbet.
“Det er da tossedumt at spilde al den energi og de kompetencer, vi har,” siger han med henvisning til den generation af friske seniorer, der netop er trådt ud af arbejdsmarkedet. For Poul-Erik handler det om at udnytte, at rigtig mange seniorer har lyst til et aktivt liv, der ikke kun handler om at passe børnebørn eller rejse sydpå.
Løsningen blev en ordning, hvor såkaldte skoleonkler og -tanter tre timer om ugen er en ekstra voksen i undervisningen hos de mindste elever på Højvangskolen.
“For mig er det en gave, når jeg kan mærke, at børnene har brug for mig, og det gør mig glad at se dem lykkes. Jeg synes, man har pligt til at engagere sig i sit lokalmiljø og give noget tilbage,” er Poul-Eriks holdning.
Det kan han mærke, at han gør, når der falder ro på et barn, der ellers har svært ved at sidde stille, og Poul-Erik sætter sig ved siden af i matematiktimen.
Eller når han sidder med om bordet og hjælper børnene med at klare gruppeopgaverne i dansk – og kan se, at koncentrationen indfinder sig i klassen.
Frivillige forventninger
Poul-Eriks nye “kollega” hedder Susanne Dreiager. Hun er kontaktlærer i 2.a og glæder sig over det ekstra sæt hænder og Poul-Eriks rolige gemyt.
Hun og hendes kolleger er selvfølgelig meget opmærksomme på, at de frivillige seniorer ikke må fylde for meget i undervisningen, for der er faglige krav og standarder, der skal overholdes. Men en ekstra voksen er mere end velkommen i en skole, der på mange måder har hænderne fulde.
“Selvfølgelig skal man lige forventningsafstemme til at starte med, men det tog ikke lang tid for Poul-Erik og jeg at finde takten. Jeg synes, at det er en stor inspiration at have ham med – også i planlægningen af undervisningen,” siger hun.
Indtil videre har det nye samarbejde resulteret i, at børnene på PoulEriks initiativ i anledningen af Pippi Langstrømpes 70-års fødselsdag har skrevet breve til deres bedsteforældre og spurgt, hvordan det var at være barn samtidig med Pippi. Det næste projekt på Poul-Eriks liste er udflugter til børnenes forældres arbejdspladser.
Han synes, det er vigtigt, at børnene ser, hvad det betyder at gå på arbejde – og så trækker det jo ikke ned, at et af børnene har en far, der er brandmand.
Samtidig er det vigtigt for Poul-Erik, at han aldrig bliver en del af den daglige drift, men kun fungerer som et ekstra plus. Det er en nødvendig forudsætning for, at fagprofessionelle og frivillige kræfter overhovedet kan samarbejde, mener han og lader det skinne igennem, at det også er det politisk tænkende lokalrådsmedlem, der taler: “For mig er det sådan, at kommunen grundlæggende skal sørge for, at velfærden er i orden. Hele den frivillige sektor er så et supplement, der kan bidrage med meget stor social værdi og ny energi, men aldrig må overtage hverdagen fra de professionelle,” synes han.
BLÅBOG
Poul-Erik Tindbæk arbejder ved siden af pensionen som selvstændig konsulent i sit eget firma, En3Karriere, der vejleder virksomheder og seniorer om at udnytte “det grå guld”. Tidligere har han været ansat i Aarhus Kommunes beskæftigelsesafdeling.
I øvrigt har Poul-Erik vundet EU-Kommissionens pris for ‘Social Entrepreneurship’ i 2012, der var det europæiske år for Aktiv Aldring. Prisen fik han for udviklingen af en workshop-model om overgangen fra arbejdsliv til pension.
Derudover har han skrevet flere bøger om den aktive senior.
