Poul-Erik Tindbæk finder at man omkring 60-års alderen skal tilbydes at komme i praktik som frivillig.
Fra Seniorbladet – Danske Seniorer
– At hæve pensionsalderen er som at styre ved især at kigge i bakspejlet.
Man kan godt have ministrene mistænkt for at have kigget for meget i bakspejlet, den dag de besluttede, at pensionsalderen skal forhøjes i takt med en stigende levealder.
Ser man på, hvordan væksten og velfærden er blevet skabt de seneste 50 år, har opskriften hele tiden været tilførsel af ekstra arbejdskraft. Først tømte man arbejdskraftreserverne fra landbruget, så kom kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, og kort efter arbejdskraft fra andre lande. Nu, hvor der fødes færre børn, er turen så kommet til seniorerne. Sådan har vi hidtil skabt velfærd, og sådan vil det også være fremover – er tankegangen.
Naturligvis skal man også se tilbage og lære af historien, når man skal planlægge et lands fremtid. Men man kan også komme til at køre forkert, hvis man kigger for meget i bakspejlet.
Og blot automatisk at hæve pensionsalderen er af flere grunde en tvivlsom løsning.
Hvad nu hvis det viser sig om 15 år, at der alligevel ikke er brug for så mange flere hænder og hoveder? Hvad nu hvis vi lander i en helt ny virkelighed, hvor robotter og digitalisering erstatter endnu flere job. Og hvad nu hvis globaliseringen medfører, at der forsvinder flere job end de godt 6.000, der forsvinder hvert år.
Hvad nu hvis virksomhederne fortsat ikke vil ansætte seniorer, selv om pensionsalderen hæves? Arbejdsmarkedet for seniorer er stadig præget af aldersdiskriminerende normer og ulige vilkår, der gør det svært at skifte job og endnu sværere at få et nyt job som 60-årig. Hvorfor så hæve pensionsalderen?
En seniorpolitik der matcher seniorernes nye veje
Overgangen fra arbejdslivet er en af de vanskeligste forandringer i voksenlivet. Mange af de forestillinger, man kan have om ferie, fritid og familie efter sidste dag på jobbet, bliver efter en første forelskelsesfase ofte underløbet af savn efter hverdage med mening, fylde og samvær.
For at den enkelte senior, og for at samfundet kan få det bedste ud af seniorernes stærke kompetencer, er der først og fremmest brug for en tænkepause med en forberedelse til den nye livsfase efter arbejdslivet.
Ved indgangen til den nye livsfase, hvor man stadig kan være på toppen af sin ydeevne, har man brug for inspiration til at finde nye mål og finde sin egen ledetråd til en karriere i den tredje alder. Flere års erfaringer med korte inspirationsforløb viser, at flere seniorer vælger at arbejde i flere år, mens andre planlægger at give et nap med inden for det frivillige.
Vi bliver mere forskellige med årene. I høj grad på grund af forskelle i arbejde og arbejdsmiljø. Vi kan ikke forvente, at alle kan arbejde fuldtids som 70-årige. Men vi kan samlet få langt mere gavn af de kompetencer, som de 60-70-årige har, hvis der tilbydes flere job på deltid, og vi bliver bedre til at matche forskelle i aldring med antal arbejdstimer. Vi ved, at tilbagetrækningsalderen er stigende og at processen er i gang. Flere seniorer bidrager i flere år.
I lære som frivillig
Et tredje element i en seniorpolitik, der bedre matcher seniorernes nye veje, vil være, at tilbyde alle omkring de 60 år en praktik som frivillig. Inden for det frivillige kan man genfinde mange af de værdier, der har betydet meget for én gennem 40 års arbejdsliv, og som mange oplever, at det er svært at undvære i »det store frikvarter« efter jobbet. Inden for det frivillige kan man få nye »kolleger« og venner, opleve at man kan bidrage og gøre en forskel, og få struktur og udfordringer, der matcher egen udvikling.
Det vil være til gavn for den enkelte, der kan finde nye meningsfulde roller, og det vil være til gavn for samfundet.
Undersøgelser viser, at man skal »inviteres« for at få øje på den frivillige sektor. Derfor vil en praktik som frivillig, inden man stopper på jobbet, åbne for inspiration til, hvad man skal gøre af sine talenter efter sidste dag på jobbet. Og samlet inspirere flere seniorer til at bidrage i flere år – uden at hæve pensionsalderen.
Vi er på vej mod et paradigmeskifte med en ny fortælling om overgangen fra jobbet og livet efter arbejdslivet. Det er ikke bare flere år, vi har fået lagt til. Vi har fået en ny livsfase som fuldvoksen mellem voksen og gammel. I den brydningstid kan vi iagttage, hvordan mønsterbrydere og nye rollemodeller på egen hånd finder nye meningsfulde roller og skaber en ny fortælling om, hvordan man efter arbejdslivet kan kombinere fritidslivet med fortsat at bidrage til fællesskabet. En ny fortælling og en ny norm er på vej.
Tiden er nu kommet til, at vi ikke bare overlader det til enkelte ressourcestærke seniorer at bane nye veje i overgangen fra jobbet, men at beslutningstagerne overtager roret, og at vi finder vej til en kollektiv løsning via overenskomstforhandlingerne eller i Folketinget.