Det er ufrugtbart at hæve pensionsalderen for alle
Kronik bragt i INFORMATION 27. jan. 2015
Christiansborg er på kollisionskurs med befolkningen, når den vil tvinge alle over én kam til at blive flere år på jobbet. I stedet for at pantsætte omtanken i økonomernes regnearksmodeller bør politikerne åbne øjnene for, at der findes et alternativ. Et alternativ, der langt bedre kan forvandle en aldrende befolkning til en uforudset bonus for velfærdssamfundet
I år skal Folketinget tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves igen. Faktisk har et bredt flertal aftalt, at pensionsalderen i takt med en længere levealder helt automatisk skal stige med et år ad gangen fra 2030. Automatik eller ej, så kræver det et lovforslag, der vil blive fremlagt i år – dog næppe før valget. Alle på Borgen ved godt, at de er på kollisionskurs med befolkningen, når de vil tvinge alle over én kam til at blive flere år på jobbet. Men politikerne har stirret sig blinde på den indeksregulerede pensionsalder og pantsat omtanken og politikken i økonomernes regnearks- modeller – i et omfang så de overhovedet ikke kan få øje på, at der er en tredje vej til den tredje alder. En tredje vej, der kan forvandle en aldrende befolkning til en uforudset bonusgevinst for velfærdssamfundet.
Hidtil har der kun været to veje i en dansk seniorpolitik, der ensidigt har fokuseret på netop at bruge de godt 60-årige som en buffer til at regulere behovet for arbejdskraft. Den første vej blev afprøvet, da vi fik efterlønnen i 1979. På det tidspunkt var der for meget arbejdskraft, og påstanden var, at kunne man få de gamle hoveder og hænder til at gå på efterløn, ville der blive plads til de unge. Man rykkede aldersgrænsen frem, fordi der var for meget arbejdskraft.
I den anden vej rykker man aldersgrænsen for pension længere væk, når der er prognoser, der viser, at vi bliver flere ældre og færre unge. Automatikken i politikken er ikke baseret på et faktuelt behov for her og nu at øge udbuddet af arbejdskraft, men udelukkende på en prognose om befolkningens aldersmæssige sammensætning.
Seniorernes styrker i spil
Men hvad nu hvis andre prognoser viser, at der om føje år slet ikke er behov for så mange hoveder og hænder. Sæt nu det viser sig, at robotteknologien og den digitale revolution erstatter endnu flere job – prognoser viser allerede nu, at 47 procent af alle job er i farezonen. Sæt nu globaliseringen forøger udfasningen af job med mere end de godt 6.000, der forsvinder hvert år. Sæt nu flygtningestrømmen og indvandringen på trods af benspænd og grænsebomme viser sig at kompensere for faldende fødselstal. Og sæt nu den fremvoksende deleøkonomi medfører, at efterspørgslen på forbrugsgoder fremover falder.
Hvis bare halvdelen af disse prognoser holder stik, så har den meget endimensionale fokusering på at flytte aldersgrænser frem og tilbage betydet, at vi har overset de måske væsentligste problemer ved levetidsforlængelsen. At vi har undladt at sætte ind med initiativer, der kan forvandle en aldrende befolkning til en uforudset bonusgevinst for velfærdssamfundet. At vi har langtidsparkeret fuldvoksne mennesker i fritidsland med et programmeret tab af værdifuld erfaring og stærke kompetencer.
Uden skelen til krystalkugler og prognosemagere kan man iagttage et voksende behov for, at langt flere af seniorernes stærke kompetencer kommer i spil i længere tid. De dominerende tilbagetrækningsmønstre, hvor man blindt uddeler turbånd til fritidsland i 25 år for de godt 60-årige, har for længst udspillet deres rolle og er uholdbare for samfundet såvel som for den enkelte.
For samfundet er der tale om ressourcespild og ligegyldig ødslen med stærke kompetencer blandt de 60-70-årige, der aldrig før i historien har været så veluddannede, sunde og raske som nu. For den enkelte 60+’er, der godt rustet med værdifuld erfaring ofte kan føle sig på toppen af sin ydeevne, er det ofte frustrerende at opleve, hvor få meningsfulde roller der er tilgængelige efter jobbet.
Efter forelskelsen
Der er brug for en tredje vej, og den er så småt på vej – mere bottom-up end top-down. Vi er midt i en brydningstid, hvor mange 60-70-årige baner nye tredje veje ved at fortsætte i længere tid på jobbet, ved at blive iværksættere og ved at bidrage inden for det frivillige sociale arbejde. Tendensen understøttes af en undersøgelse fra finansieringsfirmaet Merrill Lynch fra maj 2014, der viser, hvordan et flertal blandt de 78 millioner baby-boomers i USA tackler overgangen fra jobbet. To ting er værd at hæfte sig ved. For det første: Mange flere fortsætter med at udvikle og bruge deres kompetencer i deltidsjob og inden for det frivillige langt ud over den gængse pensionsalder. For det andet: Stadig flere opererer med en omstillingsfase ved overgangen fra fuldtidsjobbet.
Overgangen fra jobbet er ikke bare en enkelt begivenhed omkring en afskedsreception efterfulgt af evig ferie. Det er en længerevarende proces og en vanskelig livsforandring, der kræver langt større opmærksomhed fra den enkelte og fra samfundet. Netop det at indlægge en tænkepause eller en karriereomstilling, ligesom det nu praktiseres i USA, hvor man har mulighed for at slappe af, lade batterierne op og få nye færdigheder – relax, retool and recharge – har afgørende betydning for, at flere seniorer fortsætter med at bidrage til fællesskabet (lønnet eller ulønnet) langt udover den oprindelige pensionsalder.
Mange af de forestillinger, man kan have om ferie, fritid og familie efter sidste dag på jobbet, bliver efter en første forelskelsesfase ofte underløbet af savn efter hverdage med mening, fylde og samvær. Der er brug for en omstillings- periode med en forventnings- afstemning og forberedelse til den nye livsfase.
Brug for en omstillingsorlov
Tiden er nu kommet til, at vi ikke bare overlader det til enkeltpersoner at skabe en tredje vej i overgangen fra jobbet, men at beslutningstagerne overtager roret, og at vi finder vej til en kollektiv løsning via overenskomstforhandlingerne eller i Folketinget.
Det er målet med en omstillingsorlov for de godt 60-årige, at den viden og de kompetencer, som risikerer at gå tabt i fritidsland for voksne, bliver kørt i stilling og bragt i spil så længe som muligt til gavn for os alle. Det vil betyde, at flere – ikke alle – på egen hånd vælger at bidrage i længere tid. Så forskellige vi bliver med årene, og så forskelligt slid, vi er udsat for fysisk og mentalt afhængigt af job og arbejdsmiljø, er det netop ikke alle over én kam, der kan klare et fuldtidsjob frem til pensionsalderen.
I den nye livsfase efter jobbet, og før man bliver gammel, retter opmærksomheden sig ofte mod, at der nu er færre år tilbage at leve i, hvorfor mange begynder at prioritere de vigtigere ting i livet. At gøre noget godt for andre, at hjælpe med at løse sociale problemer og ikke mindst at bidrage til, at de kommende generationer kommer godt i vej. Begrebet erfaringsdividende, der dækker opfattelsen af, at man udbetaler dividende af den værdifulde erfaring, man har tilegnet sig i livet, svarer godt til det, mange oplever: Tiden som fuldvoksen i den nye livsfase er netop perioden, hvor man kan yde de mest værdifulde bidrag i livet.
En omstillingsorlov kan forvandle den aldrende befolkning til en uforudset bonus i indsatsen for at afhjælpe sociale problemer i velfærdsstaten.
Poul-Erik Tindbæk er chefkonsulent, ph.d. i sit eget seniorrådgivningsfirma ’en3karriere’
Poul-Erik Tindbæk
Chefkonsulent, ph.d.
Råhøjvænget 57
8260 Viby J.
Mail: petindbaek@gmail.com