Den 3. karriere med Poul-Erik Tindbæk
Onsdag 19. november kl. 19.30
Beskrivelse
Sig goddag til et helt nyt liv
Hvad skal du være, når du bliver gammel? Det spørgsmål hjælper Poul-Erik Tindbæk dagligt voksne på vej ud af arbejdsmarkedet med at besvare. For overgangen fra et langt arbejdsliv til den tredje alder er ofte en radikal livsforandring, der er vanskeligere, end mange umiddelbart tror. Med udgangspunkt i sin bog ’En tredje karriere – find din egen vej i den nye livsfase’ kommer Poul-Erik Tindbæk i sit foredrag rundt om nogle af de centrale spørgsmål, der rejser sig, når man trækker stikket til arbejdslivet.
Budskabet er klart: Vi bliver ældre og ældre, og livet efter karrieren er derfor ikke bare en håndfuld ’slappe-af-år’. Det er en ny livsfase, der bør planlægges og prioriteres i lige så høj grad som den professionelle karriere, man vinker farvel til. Hvordan finder man en meningsfuld rolle uden en stillingsbetegnelse? Hvordan og hvor genvinder man de vigtige elementer, som arbejdslivet rummer?
Og hvordan opbygger man sin tredje karriere, så den er præget af aktiviteter, som man brænder for? Det er blandt de centrale spørgsmål, som bliver behandlet under foredraget. Poul-Erik Tindbæk er chefkonsulent og ph.d. Han har de seneste år vejledt voksne om overgangen fra arbejdslivet samt rådgivet virksomheder om god seniorpraksis.