Flere arbejder efter karrierens afslutning
Kirsten Jul har valgt at have faste arbejdsdage som frivillig “skoletante”
Folk bliver ældre, og de ældre bliver mere friske. En voksende gruppe af mennesker over 60 år søger et fast holdepunkt efter endt karriere, og mange vender tilbage til arbejdslivet. Eksperter ønsker en bedre seniorpolitik for at udnytte “ældreressourcen”.
ANDERS MØRKBAK BRUUN I anmb@jp.dk
Jyllands Posten – Søndag d. 6. april 2014
Endelig: Slut med at tage mod ordrer fra en chef, der er blevet gradvist mere krævende i de senere år. Farvel til de sure mandag morgener på indfaldsvejen, hvor man har sneglet sig af sted, kofanger mod kofanger.
Goddag til en tilværelse med bøger, som man endelig har tid til at læse, og til en græsplæne, der nu kan få sin rette længde. Eller som måske efter nogle måneder bliver slået lidt for ofte? Og tager man sig måske i at snakke lidt mere med sig selv, fordi der mangler nogle kollegaer til at lytte og fortælle?
Når man afslutter sin karriere, siger man nemlig også farvel til et fællesskab, som ikke lader sig erstatte uden en grundig forberedelse i årene ind en efterlønnen eller pensioneringen, Fra den ene dag til den anden tager man afsked med 10, 20 eller 30 gode kolleger, som man kan have gået op og ned ad i 10, 20 eller 30 år. Farvel til glæder over fælles projekter og arbejdsopgaver, der lykkedes, og til den daglige snak om børn og børnebørn i kantinen eller ved kaffeautomaten.
Flere år, sundere år
Tidligere indtraf dette farvel mere af nød end af lyst. For 30-40 år siden var flere job fysisk krævende, og man gik på pension, fordi man var nødt til det, ikke fordi man havde udsigt til 20-30 gode år som rimelig rask og rørig.
Eller sagt med andre ord: Man lagde hammeren, når man ikke længere kunne løfte den.
I mellemtiden er både levealder og det antal år, som man kan regne med at være sund og rask efter endt arbejdsliv, steget betragteligt. I 1970 var middellevealderen ifølge Danmarks Statistik 73 år, nu er den 79 år. Ikke mindre væsentligt stiger levealderen fortsat, og de sunde år bliver stadig flere. Alene i 2010 øgedes den forventede middellevetid med seks måneder.
Udsigten til mange år med et godt helbred, men uden kolleger, succes og fællesskaber, får et stigende antal ældre til at indse, at afskeden med arbejdslivet ikke er så attraktiv, som de gik og troede i årene frem mod efterlønnen eller pensioneringen. 18 pct. af de 60-70-årige arbejder i dag, viser SFI-rapporten “55-70-åriges forbliven på arbejdsmarkedet”.
En af de ældre, der alligevel ikke kunne give helt slip på arbejdslivet, er 61-årige Kirsten Juul. Hun gik på efterløn sidste år efter at have arbejdet 61 år som sekretær hos en fysioterapeut. Inden da var hun ansat i naturforvaltningen i det daværende Aarhus Amt.
Da Kirsten Juul trak stikket fra sit arbejdsliv, gav hun sig selvet halvt år til at gøre, hvad hun ville, og samtidig tænke over, hvad hun ønskede at bruge de kommende år på. I den periode helligede hun sig børn og børnebørn. Hun hentede og bragte og passede, når de små var syge, og hun følger stadig ofte sit barnebarn, der går i 0. klasse på Højvangskolen i Stavtrup ved Aarhus i skole.
Netop Højvangskolen er i dag centrum for en del af det liv, som Kirsten Juul fandt ud af, at hun ville leve. Hun har valgt igen at have nogle få faste arbejdsdage som frivillig “skoletante”, det vil sige hjælpende hånd for en skolelærer. Det nyder 2.B på skolen i Stavtrup godt af hver tirsdag morgen mellem kl. 8 og kl. 10 og hver anden tirsdag eftermiddag.
Når nogle af de 24 børn bliver lidt urolige, og deres lærer samtidig er optaget af andre elever, går skoletanten hen til dem og minder dem om, at de skal koncentrere sig om opgaverne.
Så nusser jeg dem måske lige i nakken og minder dem om, at de skal falde lidt til ro. Det giver et pusterum til læreren, og det giver mig noget, at jeg kan mærke, at jeg gør en forskel – både for børnene og for læreren,« siger Kirsten Juul
Arbejdsminister for tidligt på pension
Den tidligere konservative arbejdsminister under Schlüter-regeringerne i årene 1989-1993, Knud Erik Kirkegaard, har ligeledes erfaret, at det bedste for ham var at strække arbejdsårene. Han gik i 2005 på pension som 62 årig, da han efter et langt liv i politik valgte ikke at genopstille til Folketinget.
»Da regnede jeg med, at min pensionisttilværelse var indledt,« siger den pensionerede minister, der bor i Avlum mellem Herning og Holstebro med sin hustru, Karen.
»Jeg brugte tre – fire år på at gøre det, som andre pensionister normalt benytter deres tid på: sommerhus, have og at læse bøger. Set i bakspejlet var det nok lidt for tidligt at gå på pension.«
Så kom der et tilbud fra den konservative gruppe i Herning Byråd om at stille op til kommunalvalget i 2009 som spidskandidat, og den fristelse kunne han ikke modstå.
»Det var rigtigt for mig. Det ville det måske ikke være for andre, men det var det for mig.«
Knud Erik Kirkegaards politiske karriere nummer to forløb med indflydelse, en post som næstformand i byrådets vigtige økonomiudvalg og et ifølge ham selv tæt og frugtbart samarbejde med borgmester Lars Krarup (V). J 2013 valgte han igen at lade sig pensionere fra politik, idet han ikke genopstillede ved kommunalvalget det år.
Denne gang var timingen bedre. Han bruger nu tiden på bl.a. at følge undervisning i sikkerhedspolitik på folkeuniversitetet, i sommerhuset på Fur i Limfjorden og på at få fuld valuta for sit abonnement på internettjenesten Mofibo og dens mange bøger, især om besættelsesårene.
25 gode år endnu
En anden frivillig på Højvangskolen er Poul Erik Tindbæk, 67 år og foredragsholder, ildsjæl i bl.a. gruppen af skoletanter og onkler i Stavtrup samt forfatter til bogen “En tredje karriere”. Ifølge ham kan mange seniorer selv finde et formål med livet efter endt arbejdsliv. Hans ca. fem års erfaring med at hjælpe andre ældre med at finde den rette hylde tyder dog på, at mange har brug for hjælp til at komme videre, og de har ifølge ham brug for vejledning.
»Det drejer sig om 25 gode år, og det er vigtigt, at hvis man brænder for noget, skal man udleve det,« siger Poul Erik Tindbæk.
Han anbefaler mange ældre følgende øvelse for at finde deres passion:
Kig tilbage på livet og tænk på 5-10 gange, hvor man har været fantastisk god til nogle ting. Hvor der har været flow i livet, ligesom et barn der har været optaget af sin leg og ikke ville stoppe. Pak de 5·10 ting om til noget, man kan beskæftige sig med og omsæt dem til den tredje alder.
»Det er ikke nemt at finde frem til det, man brænder for, og det tager gerne mere end et par dage. Men 30 år på golfbanen er måske ikke altid det sjoveste.«
En måde at få mening med pensionisttilværelsen er ved at hjælpe andre ældre, der har færre ressourcer end en selv.
Foreningen Danske Seniorer har aktiveret ældre danskere i et netværk, der ringer til ensomme mennesker. Som frivillig får man en telefonliste med navne på folk, som foreningen har fundet frem til, og som man vurdere vil have glæde af en snak. Det er typisk ældre uden så mange penge og uden fysiske og psykiske ressourcer. De kan have mistet en ægtefælle og har brug for at blive hjulpet ind i sociale sammenhænge.
»Vi har foretaget undersøgelser, der viser, at den der kommer ud og hjælper har lige stå stor glæde som den, der bliver hjulpet,« siger foreningens formand, Jørgen Fischer.
Savner en struktureret ældrepolitik
Danske Seniorers telefon liste er blot en af flere muligheder for at gøre en indsats som pensionist.
Men ifølge Hans Bach, direktør i Discus og konsulent i seniorpolitik, mangler der en overordnet struktureret indsats, der sikrer, at ældre ikke blot »går hjem på sofaen og lægger sig«, så samfundet får mest muligt ud af de seniorernes voksende ressourcer. Han ser gerne, at arbejdsmarkedets parter tager et medansvar.
»Hvis tingene skal have bedre fat, skal de bevæge sig fra politik til overenskomst. Det kunne LO overveje,« siger Hans Bach, der har talt med LO om muligheden for at udarbejde et seniorpolitisk udspil. Han efterlyser bl.a., at fagforeningerne hjælper med til at sikre en mindre brat overgang og til at gøre tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet mere fleksibel. Også Poul Erik Tindbæk ønsker en mere stram ældrepolitik. Den bør ifølge ham komme fra regeringen.
»Det er helt vildt, hvad der går tabt af kompetencer blandt 60-70-årige i dag. Jeg ønsker, at politikerne får øje på en ressource, som de kunne tappe mere af, når nu så mange gerne vil bidrage – og de ældre har jo mange år at bidrage med,« påpeger Poul Erik Tindbæk.